Menu

DAC-udstilling sætter fokus på arkitekturens tilpasning til de stigende vandmasser

Nyhed

2. oktober 2024

Udstillingen præsenterer eksempler på, hvordan vi med arkitekturen kan tilpasse os de stigende vandmasser

I takt med, at grundvandet stiger og der kommer hyppigere skybrud, må vi også tænke over, hvordan vi med arkitekturen kan tilpasse os vandet. Det sætter Dansk Arkitektur Center fokus på med udstillingen ’Vandet kommer’, der åbner den 7. oktober 2024.

I udstillingen ’Vandet kommer’ bliver man præsenteret for nye muligheder for at tilpasse den fremtidige arkitektur til det stigende havvand.

Byer som København, Venedig og Jakarta forholder sig allerede til, hvordan byernes design og organisering kan tilpasses vandet. I udstillingen kan man se forskellige løsninger fra både Danmark og udlandet, og gennem konkrete projekter udforskes emner som biodiversitet, byudvikling og innovative boligformer ved vandet.

“Vi står ved en afgørende skillevej: Vand er både en livgivende ressource, men også en trussel mod vores måde at leve på. På udstillingen vil vi gerne vise, at vores evne til at integrere og håndtere vand kommer til at forme fremtidens byer og livet for mange,” siger Senior kurator Pernille Stockmarr.

Udstillingen præsenterer modeller og projektioner, der viser, hvordan forskere, arkitekter og byplanlæggere samarbejder om at beskytte byer og skabe rekreative rum for både mennesker og natur. Derudover kan man i udstillingen se små film af, hvordan danskerne allerede lever med vandet som en central del af deres hverdag, og man kan i forskellige computerspil navigere rundt i fiktive fremtidsuniverser præget af stigende vandmasser.

Med udstillingens eksempler på løsninger inviteres gæsterne til at reflektere over mulighederne for fremtidens klimatilpasning. I udstillingen træder man ind i en scenografi af blågrønne tekstiler, der svæver ned fra loftet som bølgende vand, og i installationen Water Drops kan man opleve regnen på en sanselig måde.

Se mere information om udstillingen på DAC's hjemmeside:

Vandet kommer - udstilling

Pressefotos af udstillingen kan downloades fra den 7. oktober på DAC's hjemmeside:

DACs pressefotos

Om projekterne

Copenhagen Islands af Schønherr Landskabsarkitekter viser en vision for fremtidens København, hvor nye byrum opstår naturligt ud fra byens oprindelige landskab og vandets naturlige strømninger.

Klimakvarteret på Østerbro, skabt af tegnestuerne SLA, Tredje Natur og Lytt, omdanner en hel bydel til en vandhåndterende oase med regnvandsopsamling og grønne byrum.

Enghave Plads i København demonstrerer, hvordan byrum kan opsamle store mængder regnvand og samtidig fungere som rekreative områder.

Lynetteholm-projektet kombinerer stormflodsbeskyttelse med byudvikling og skaber plads til fremtidens København

Niederhafen i Hamburg, designet af Zaha Hadid Architects, viser, hvordan flodpromenader kan beskytte mod stormflod og samtidig skabe åbne, sociale byrum.

Projekterne viser, at klimatilpasning kan gribes an på mange måder – fra lokale initiativer til store infrastrukturprojekter og fra naturbaserede løsninger til tekniske konstruktioner.

Relaterede projekter