For ti år siden var dét område, hvor Oluf Bagers Plads i dag er anlagt, præget af tæt trafik fra den firesporede og i dag nedlagte Thomas B. Thriges Gade, der skar sig gennem byen. Siden startede en omfattende byudvikling overalt i Odenses centrum med udvikling af nye bygninger, nye byrum og nye veje, og som en del af den store byomdannelse blev en ny plads og to nye bygninger for godt fem år siden indviet midt i byen: Oluf Bagers Plads.
I starten af oktober modtag pladsen, der er opkaldt efter en af byens hedengangne storkøbmænd, Odense Kommunes årlige arkitekturpris. Prisen blev overrakt til Realdania By & Byg og Praksis Arkitekter.
– Vi er glade og stolte over, at vi sammen med Praksis Arkitekter er blevet tildelt årets arkitekturpris fra Odense Kommune. Som bygherre ønskede vi at skabe et tidløst nybyggeri, som kunne binde Odenses historiske bykvarterer sammen med den nye bydel ved den tidligere Thomas B. Thriges Gade. Samtidig ønskede vi at skabe en offentlig plads, hvor byens borgere kunne slå sig ned og nyde roen i et område, der tidligere var præget af biler, sagde Realdania By & Bygs administrerede direktør, Peter Cederfeld, da han sammen med arkitekt og indehaver Mads Bjørn Hansen fra Praksis Arkitekter modtog prisen.
– I dag kan vi se, at pladsen bliver brugt, og at den opleves som et naturligt bindeled mellem nyt og gammelt i byens centrum. For os er dette et udtryk for, at vi har ramt noget rigtigt med både bygningerne og pladsen, understregede Peter Cederfeld.