Inklusionen er en drivkraft
Med en baggrund som socialpædagog var Erling Deigaard med fra begyndelsen, da tankerne om at etablere et kommunalt bosted i Hjortshøj begyndte at spire. Andelssamfundet ønskede at invitere en gruppe af mennesker med særlige behov ind i deres allerede eksisterende fællesskab.
Derfor blev fonden Vimby skabt. En socialøkonomisk virksomhed, der er stiftet på initiativ af beboerne i andelssamfundet.
”Vimby er en forkortelse for ’Velkommen i min bydel’. Her er et mere bæredygtigt samfund også lig med et mere væredygtigt samfund,” forklarer Erling Deigaard.
Sammen med Aarhus Kommune etablerede Vimby bostedet. Derudover står den socialøkonomiske virksomhed bag tiltag som f.eks. fikseværkstedet, hvor man reparerer alt fra sløve plæneklippere til gamle radioer. I en nyere bygning, som Realdania har bidraget til, er der både købmand og bageri. Her har bostedets beboere – med støtte fra institutionens pædagoger – mulighed for at indgå i arbejdet på lige fod med alle andre.
Bageriet leverer bl.a. brød til den fællescafé, der finder sted hver onsdag. Her kan alle, også gæster udefra, kommer forbi til lune boller og fællesskab.
”Alle kan bidrage med noget. Det er tankegangen i Vimby. Derfor giver vi folk muligheden for at komme og være en del af et arbejdsfællesskab. Alle er værdifulde, uanset om du er i fleksjob, er frivillig eller beboer på vores bosted,” lyder det fra Erling Deigaard.
Fælleshuset som social motor
Realdania har støttet Vimby ad flere omgange gennem årene. Det første projekt var netop bostedet. Arkitektur blev et fokusområde, for det var vigtigt, at bostedet kom til at ligne de øvrige bogrupper i Hjortshøj. At det ikke blev noget anderledes eller særligt. Derfor blev bostedets 16 boliger placeret forskudt i forhold til hinanden og fik forskellige farver.
”Vores andelssamfund skal være for alle. Vi var fra starten enige om, at vi ville gøre stedet tilgængeligt, så alle havde mulighed for at etablere sig herude. Og man skulle ikke kunne se forskel på, om det var ejer-, andels-, lejeboliger eller et bosted,” siger Bodil Dahl Jensen.
Midt iblandt de 16 boliger i bostedet blev der etableret et fælleshus. Her kan bostedets beboere spise sammen hver dag, og det er også her, de mødes for at se film, spille spil eller bare hænge ud. En af beboerne er Nicolaj.
”I vores eget fælleshus skiftes vi til at lave mad og vaske op. Det er rigtigt dejligt. Jeg har også prøvet at bo for mig selv, og der skulle jeg ordne alt selv hver dag. Det var ikke så fedt. Her er der flere at være sammen med,” fortæller Nicolaj.
Fælleshuset var en af de ting, andelssamfundet kæmpede ekstra for, da bostedet skulle opføres, forklarer Erling Deigaard.
”En overgang var der hos kommunen en stemning for, at hver kvadratmeter skulle gå til borgeren og den enkelte lejlighed, men vi holdt fast, for humlen i det hele herude er jo samværet med andre. Derfor insisterede vi på, at en del af kvadratmeterne skulle gå til et fællesrum, selvom det betød, at boligarealet i de enkelte lejligheder blev lidt mindre,” siger han.
Nicolaj har svært ved at forestille sig livet i bofællesskabet uden et fælleshus.
”Så ville vi være ensomme, alle sammen. Det tror jeg på. Vi ville ikke gå rundt og ringe på hos hinanden. Hvis der ikke er noget fælleshus, er man jo ikke sammen,” siger han.