Af Pia Møller Munksgaard
”Det var en øjenåbner for vores organisation, da vi inviterede den første erhvervsforsker indenfor. Og i dag kan jeg slet ikke forestille mig, at vi ikke fortsætter med at have forskere tilknyttet. Jeg behøver i hvert fald ikke længere at argumentere for det, og der er bredt i organisationen stor anerkendelse af den værdi, det giver.”
Sådan siger Anders Sørensen, der er bæredygtighedschef i entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen. Forskeren var Nicolaj Frederiksen fra BUILD Aalborg Universitet, der i dag er adjunkt ved Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet.
Enemærke & Petersen var i 2016 blevet en del af det byggeteam, der i et strategisk partnerskab med Københavns Kommunes bygherreenhed Byggeri København skulle i gang med at renovere og opføre en lang række skole- og institutionsbyggerier. Nicolaj Frederiksen skulle i forbindelse med sin erhvervs-ph.d. følge det strategiske partnerskab og undersøge, hvordan denne nye udbuds- og samarbejdsform kunne væreløftestang for innovation, og hvordan erfaringer og viden kunne forankres på virksomheds- og brancheniveau.
”Med partnerskabet inviterede man en fragmenteret byggebranche, der ofte arbejder fra projekt til projekt, ind i det samme store langsigtede projekt. Men hvad sker der i praksis, når man sætter en kommune og seks virksomheder sammen, hvordan strukturerer man det, og hvordan er rollerne? Det var noget af det, jeg kiggede på,” siger Nicolaj Frederiksen.
Han var én af i alt ni erhvervsforskere i det første erhvervsforskernetværk med fokus på smart cities, som Innovationsfonden og Realdania sammen skød i gang i 2017. I forbindelse med sin ph.d. tilbragte Nicolaj Frederiksen det meste af sin tid på kontoret hos det strategiske partnerskab, han fulgte, og på Aalborg Universitet. Men han tilbragte også tid i det fælles faglige forum The Smart City Research Network, hvor alle forskere og virksomheder i projektet deltog. Netværket fik base i BLOXHUB, der er en del af BLOX på Københavns havnefront.
”Det var fedt at kende nogle andre, der var det samme sted, som jeg selv var. Man hører jo fra tid til anden beretninger om, hvor ensom tilværelsen som ph.d.-studerende kan være. Vi mødtes jævnligt, og det gav både et indblik i de mange facetter af temaet smart cities og i nogle helt andre virksomheder end den, som jeg selv var tilknyttet. Der var nogle, der hentede meget akademisk sparring i netværket, og for os alle var den sociale dimension vigtig,” fortæller han.