Da Realdania By & Byg tidligere på året gik i gang med restaureringen af den tidligere drengeskole i hjertet af Augustenborg, var de oprindelige spor fra æraen som skole næsten forsvundet. Tavlen var med andre ord visket næsten ren. For at skrive en ny fortælling frem om den historiske skolebygning, er der derfor hentet inspiration lige uden for hoveddøren: fra nabohusenes proportioner, farver og detaljer.
Ikke så fornem som hertugslottet, men næsten lige så fin som præsteboligen
For at finde et passende niveau for restaureringen af drengeskolens indre har Realdania By & Bygs projektleder Casper Nielsen sammen med arkitektrådgiverne Anders Glavind og Pernille Lykke Christensen rettet blikket mod de mange andre fredede og historiske huse i Augustenborg.
”Det er en balancegang, når vi fastlægger, hvor fin detaljeringsgraden skal være i en bygning med meget få originale spor at gå efter. Derfor har vi været ude og se på indretning og detaljer i blandt andet hertugslottet, hofrådens hus og præsteboligen,” siger Casper Nielsen.
Registreringer, opmålinger og fotos fra de øvrige huse bliver nu brugt som pejlemærker, så drengeskolens indre kommer til at afspejle bygningens plads i hierarkiet blandt de mange historiske huse i det enestående kulturmiljø i Augustenborg.