Menu

En drengeskole fra 1700-tallet, en brandstation fra midten af 1900-tallet og et moderne rådhus fra 1969. Tre meget forskellige bygninger, som alle ligger på Louise Augustas Plads i hjertet af Hertugernes Augustenborg. Alle tre skal bevares. 

Nu restaurerer Realdania By & Byg drengeskolen og den tidligere brandstation, så deres kvaliteter gøres tydeligere. Sønderborg Kommune ejer det tidligere rådhus og omdanner det til et nyt sundhedshus. I fællesskab vil parterne bearbejde området omkring bygningerne, så Louise Augustas Plads kan blive til et indbydende byrum, som løfter både nyt og gammelt. 

Få historiske huse og arkitektur hjem i stuen

Som medlem af Realdania By & Byg Klubben får du også adgang til digitale oplevelser i form af bøger og videoer, og via onlinerundvisninger kan du følge med hjemmefra, når erfarne fagfolk sender live fra ejendomme i hele landet.

Projektet ”Utilpassede bygninger i historiske byrum” skal vise et eksempel på, hvordan både historiske huse og moderne bygninger, som ikke umiddelbart passer ind i omgivelserne, kan bevares og nyindrettes for at udvikle det samlede bymiljø.

I projektet vil der blive arbejdet med genbrug, ombygning og restaurering som redskaber til at reducere CO2-aftrykket betragteligt i forhold til CO2-forbruget ved at bygge nyt. 

Drengeskolen og brandstationen vil efter restaurering blive lejet ud og indgå som en del af Realdania By & Bygs samling af godt 70 fredede og bevaringsværdige ejendomme.

Projektfakta

Beliggenhed
Storegade 20 og 22, 6440 Augustenborg
Projektperiode
2024 - 2027
Erhvervet
2024
Fredet
1955
Byggeår
1780

Set fra luften

1/8

Billeder

Restaurering

Realdania By & Byg har i november 2024 købt en tidligere drengeskole fra 1780, som er fredet, og en brandstation opført midt i 1900-tallet. De to ejendomme ligger i et historisk bymiljø i Augustenborg. Realdania By overtog ejendommene i januar 2025.

Drengeskolen og brandstationen er i dag bygget sammen med en nabobygning fra 1969, som tidligere har fungeret som rådhus i Augustenborg. Nu skal de to historiske bygninger adskilles fra den moderne nabo, restaureres og nyindrettes.

Realdania By & Bygs arbejde med drengeskolen og brandstationen er en del af et partnerskab i Augustenborg, hvor Sønderborg Kommune renoverer det tidligere rådhus og indretter et sundhedshus med fokus på at bevare mest muligt og minimere CO2-udledningen.

Foreningen Realdania har allerede bidraget til en restaureringspulje på 70 millioner kroner til genetablering af Hertugernes Augustenborg. Puljen støttes også af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål, Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen.

Den gamle drengeskole

  • 1780

    Drengeskolen bliver bygget. Tilskrives en af hertugens bygmestre, Christian August Bohlsmann.

  • 1796

    Nævnes på første kendte kort over Augustenborg:Kuster Markuosen und Schulhaus: Nr. 28. (Markussen, Lærer og Degn). Bolig indrettet i venstre side og skolestue i højre.

  • 1848

    Drengeskolen bliver overtaget af staten og fungerer som kommuneskole frem til 1864.

  • 1864

    Augustenborg under tysk styre.

  • 1878

    Skolens funktion ændres til realskole for drenge over 10 år.

  • 1920

    Augustenborg forenet med Danmark.

  • 1920

    Der indlægges elektricitet i Drengeskolen.

  • 1920

    Drengeskolen nedlægges – børn undervises i sidebygning på slottet. Bygningen indrettes til privatbolig og bibliotekstue. Byråds- og udvalgsmøder holdes i biblioteksstuen.

  • 1950

    Drengeskolen indrettes til kommunekontor i hele bygningen.

  • 1950

    Biblioteket flytter ud af drengeskolebygningen.

  • 1955

    Drengeskolen fredes.

  • 1962

    Drengeskole bliver anvendt til kommunekontor, bolig og arkiv.

  • 1965

    Louise Augustas Plads anlægges og flere nabobygninger til drengeskolen nedrives.

  • 1969

    Det nye rådhus opføres og forbindes med den tidligere drengeskole til brug for teknisk forvaltning.

  • 2007

    Efter kommunalreformen står bygningerne ubenyttede.

  • 2014

    Drengeskolen anvendes til kunstværksted og hattemuseum.

  • 2024

    Realdania By & Byg overtager det nedlagte sprøjtehus og Drengeskolen

Det tidligere sprøjtehus

  • 1796

    På grunden findes en bindingsværksbygning, der ifølge samtidigt kort har været brugt til opbevaring af byens ligvogn.

  • 1895

    Brandvæsen oprettes i Augustenborg i sprøjtehus på slotallé (i dag p-plads foran rådhus).

  • 1958

    Bindingsværksbygning og sprøjtehus Slotsalle nedbrydes.

  • 1958

    Den nuværende bygning opføres – indkørsel gennem porte fra begge sider af huset.

  • 1978

    Brandvæsenet flytter.

  • 1980

    Renovering – porte nedlægges. Bygning ombygges til brug som arkiv og kontor for kommunen.

  • 2007

    Efter kommunalreformen er der ingen permanent brug af bygningen.

  • 2024

    Realdania By & Byg overtager det nedlagte sprøjtehus og Drengeskolen.

Utilpassede Bygninger

Projektet ”Utilpassede bygninger i historiske byrum” bygger videre på Realdania By & Bygs arbejde med ”Utilpassede bygninger i købstæderne”. Her blev et byhus fra 1882 i Faaborg ombygget og ført tilbage til sit oprindelige udtryk i et historisk gadeforløb.

Det lille byhus havde efter flere ombygninger et udtryk, der var så fjernt fra sit oprindelige udseende, at det ikke længere passede ind i gaden. Huset blev renoveret og facaden fik igen et udtryk, der passer til husets alder og byggestil og til den historiske Strandgade. Realdania By & Byg har efter renoveringen solgt huset i Faaborg.

Fælles om bygningsarven

Med købet af de to bygninger i Augustenborg og huset i Faaborg har Realdania By & Byg nu købt tre ejendomme til ombygning og restaurering, så de igen bidrager til deres omgivelser. 



Realdania By & Bygs erfaringer med "Utilpassede bygninger" skal kunne bruges af bygningsejere og kommuner i mindre og mellemstore byer til at skabe byrum, hvor både historiske og moderne bygninger forenes gennem bevaring, genbrug og ombygning. Projekterne om utilpassede bygninger vise eksempler på, hvordan små indgreb kan gøre en positiv forskel til gavn for byer og borgere over hele landet.

Nyheder

Se alle

16. december 2025

Pressemeddelelser

Realdania By & Byg Klubben

Hvert 6. besøg i bygningsarven var online

Online rundvisninger var igen i år et hit blandt Realdania By & Byg Klubbens medlemmer. Fra januar til december 2025 har hver 6. gæst været med ’hjemmefra’, når Realdania By & Byg Klubben har åbnet dørene til bygningskultur fra Rønne til Læsø. For dansk bygningsarv og arkitektur er for alle, også for dem, som ikke kan være med fysisk. I 2026 venter endnu flere og helt nye oplevelser.

9. oktober 2025

Artikel

Når tavlen er visket ren - restaurering af Drengeskolen i Augustenborg

I den gamle drengeskole fra 1780 i Augustenborg er tavlen visket ren. Næsten. Kun få bevarede dele vidner om drengeskolens indre originale fremtoning. Og hvad gør man så, når der som del af Realdania By & Bygs restaurering skal vælges stukprofiler og besluttes højde og form på paneler og gerigter? Svaret lå lige uden for hoveddøren.

9. maj 2025

Artikel

En lykkelig skilsmisse i Augustenborg

I Augustenborg har byens historiske drengeskole fra 1780 i mere end et halvt århundrede i bogstavelig forstand været smedet sammen med den moderne nabo, det tidligere rådhus opført i 1960. Men sådan er det ikke mere. De to huse, som før var bygget sammen, er nu skilt fra hinanden – helt efter den plan, der blev lagt, da Realdania By & Byg i 2024 købte drengeskolen

24. marts 2025

Artikel

Realdania By og Byg restaurerer drengeskole og brandstation i Augustenborg

Efter købet af den gamle drengeskole og brandstation i Augustenborg på Als har Realdania By & Byg nu overtaget nøglerne til de historiske bygninger, og forude venter en omfattende restaurering, der skal sikre, at bygningerne bevares og nyindrettes og bidrager til at genskabe balancen mellem nyt og gammelt på en af byens centrale pladser