af Vera Noldus, projektchef i Realdania og Sidsel Dyhl Stybe, kommunikationspartner i Realdania:
I hele landet fortæller den lokale bygningskultur historier om fortiden og om de steder, de er en del af, og de kulturhistoriske museer i Danmark spiller en stor rolle i formidlingen af den danske bygningskultur. Men hvordan kan bygningernes historier og arkitektur formidles uden for museernes egne matrikler? Og hvordan gør vi lokal bygningskultur nærværende og relevant for både børn, beboere og borgere, der sjældent besøger museer?
Netop dét var afsættet for en indsats, som den filantropiske forening Realdania igangsatte i 2023 med henblik på at skabe større engagement i den lokale bygningskultur. Indsatsen støttede seks museer i at udvikle og afprøve nye formidlingstiltag, der især skulle appellere til nye målgrupper. Museerne var udvalgt på baggrund af deres ideer til stedsspecifik formidling og deres mulighed for at samarbejde med lokale aktører.
Denne artikel dykker ned i erfaringer fra de seks museer: i samarbejder, i formidlingsformer, der engagerer, og i hvad der skal til for at skabe ejerskab og genkendelse i mødet med mursten, møller og boligblokke.
Artiklen er skrevet på baggrund af en erfaringsopsamling, baseret på kvalitative interviews med og skriftlige slutrapporter fra de seks museer. Erfaringsopsamlingen er udarbejdet af Jonas Abkjær Andersen, cand.mag., ph.d., Museum Vestsjælland og undersøger museernes egne oplevelser og læringer fra projekterne samt deres gode råd og ideer til fremtidige lignende projekter. Opsamlingen er tænkt som inspiration for andre museer, kulturinstitutioner, bevaringsforeninger og beslutningstagere i håbet om, at flere vil igangsætte og videreudvikle initiativer, der øger engagementet i den lokale bygningskultur.
Seks museer – seks greb på lokal kulturarv
De seks deltagende museer var: Kroppedal Museum, Langelands Museum, Museum Vest, Museum Vestsjælland, Museum Østjylland og Østfyns Museer. Med afsæt i hver deres respektive sted og lokale bygninger og med hver deres konkrete målgrupper arbejdede de seks museer med lt fra lydvandringer og kreative workshops, mad og sanselighed, til debatarrangementer og beboerfortællinger.
Kroppedal Museum fik for eksempel tre 1970’er-boligområder til ’at tale’ og fortælle deres egne historier gennem en række lydværker, produceret i samarbejde mellem gymnasieelever, kunstnere og en arkitekt. Museum Vest lod børn i Esbjerg og Ribe gå på opdagelse i byens rum med tegneblok og kamera og lærte dem derigennem om arkitekturen og historierne bag de respektive bygningsværker. Østfyns Museer åbnede møllen for snobrødsbagning og whiskysmagning, hvilket tiltrak mænd i 30’erne og 40’erne, som ellers sjældent finder vej til deres museumsaktiviteter.
Her et skematisk overblik over de seks projekter: