Menu

2.700 gæster i Arne Jacobsens eget hus

27. januar 2026

1/3

Godt 2.700 gæster valfartede i weekenden til en villavej i Charlottenlund for at opleve det hus, som mesterarkitekten Arne Jacobsen tegnede til sig selv og sin familie for knap 100 år siden. Det var husets ejer, Realdania By & Byg, som havde åbnet dørene til et sjældent kig indenfor i Danmarks dengang mest moderne hus.

For mange af weekendens gæster i Arne Jacobsens villa på Gotfred Rodes Vej i Charlottenlund gjaldt det i første omgang om at lukke øjnene og forestille sig en dansk villavej for knap 100 år siden.

Dengang bestod villabyggeriet mestendels af klassiske murermestervillaer med rødt tegltag, røde mursten, høj tagrejsning og hvide vinduer i træ. Og det var iblandt disse velkendte og velproportionerede villaer, at der i 1929 tonede et helt anderledes og dengang meget mærkeligt hus frem: Kridhvidt, kantet, asymmetrisk, med fladt tag og uden pynt.

Husets arkitekt var den unge nyuddannede Arne Jacobsen. Og med dette hus, som han tegnede til sig selv, sin familie og sin tegnestue, præsenterede han danskerne for en helt ny arkitektur, der var inspireret af ideer fra Tyskland og Frankrig.

Den unge Jacobsen bragte Europas nye spirende arkitekturretning til Danmark. Villaen var en af de første af sin slags i Danmark med inspiration fra den internationale funktionalisme. Den blev en frontløber i dansk arkitektur. Sidenhen fulgte andre danske arkitekter trop. Jacobsen selv tegnede efterfølgende også mange andre funkis-byggerier.

Midt i en brydningstid

”Arne Jacobsens hus var en budbringer om en ny tid”. Sådan skrev Berlingskes arkitekturanmelder, da han et par uger før åbent-hus-arrangementet besøgte huset, og samme fornemmelse af en brydningstid fik weekendens gæster på deres tur rundt i huset.

Her kunne de nemlig se flere ting, som afslørede, at huset var skabt på tærsklen mellem nyt og gammelt. De kunne fornemme, at Jacobsens begejstring for fremtiden og alt det nye var stor, og samtidig holdt han fast i tidligere tider og dyder.

Begejstringen for det nye kunne bl.a. ses i hans brug af elementer fra de store oceandampere, der var datidens gigantiske symboler på industriel styrke. Med stålgelændere, gitre og hvidmalede rør var oceandamperne formgivet med funktion for øje, og denne fascination tog Jacobsen med til Charlottenlund-villaen, som bl.a. blev udstyret med en skibsagtige trappe til tagterrassen og med et koøje-inspireret vindue i husets hoveddør.

Snoede ben og en masse nips

At Jacobsen samtidig holdt fast i tidligere tider og dyder kunne weekendens gæster bl.a. se på et historisk foto, som til åbent-hus-arrangementet var hængt op i dagligstuen. Fotoet fra 1930 viser, hvordan Arne Jacobsen i de moderne funkisrammer indrettede sig med den slags møbler, som dengang prydede mange borgerlige hjem: polstrede stole, tykke tæpper, et bord og et flygel med snoede ben og en masse nips.

Hans verdensberømte møbeldesign som f.eks. stolene Svanen og Ægget tegnede han først 30 år senere.

Bevaret for eftertiden

Arne Jacobsen boede i villaen frem til 1943. Huset blev fredet i 1987, og meget kunne have været ændret inden da, men trods skiftende ejere og varierende arkitektoniske modeluner stod huset i 1987 meget originalt.

I 2005 blev huset købt og restaureret af Realdania By & Byg, som nu sikrer og bevarer huset, så også eftertiden og kommende gæster kan lade sig inspirere af ”Arne Jacobsens første værk i den nye, funktionalistiske stil, der op gennem 1920’erne indtog først arkitekturtidsskrifterne og siden hele verden”, sådan som Berlingskes arkitekturanmelder skrev efter sit besøg.