Mange gode bygninger står i dag og venter på nyt liv. Men for bygherrer og rådgivere kan transformation til boliger virke uoverskuelig. I modsætning til nybyggeri findes der ingen faste skabeloner, og mange forhold er givet på forhånd. Det gør de tidlige beslutninger både afgørende – og risikofyldte.
Derfor lancerer Københavns Kommune og Over Byen Arkitekter nu ’Trin for trin – En guide til at fremme bygningsbevaring og transformation til boliger’.
Et nyt værktøj, der guider bygherrer og rådgivere sikkert gennem de første faser af et transformationsprojekt. Guiden skaber overblik, hjælper med at afdække bygningens potentiale og giver et solidt grundlag for de beslutninger, der sætter retningen for resten af projektet.
”Alt for mange holder sig tilbage fra at transformere eksisterende bygninger til boliger, fordi processen opleves som uoverskuelig og risikofyldt. Trin-for-Trin-guiden adresserer den usikkerhed ved at give et klart og systematisk overblik over, hvad der faktisk skal afklares – og hvornår. Guiden er udviklet i et tæt samspil mellem Over Byen som transformationsspecialister og Københavns Kommune, der med et stort antal bygge- og transformationsprojekter har en særlig, praksisnær erfaring med de udfordringer og muligheder, der opstår i arbejdet med eksisterende bygninger”, forklarer Simon Kofod-Svendsen, projektchef i den filantropiske forening Realdania.
En guide til de svære første skridt
Trin for trin-guiden fokuserer på netop den fase, hvor mange projekter enten tager form – eller går i stå. Her giver guiden en systematisk tilgang til risikoafdækning og forberedelse af dialogen med kommunen. Guiden gennemgår tre centrale trin i arbejdet med transformation:
1. Plangrundlag - kortlægning af de ydre rammer, og hvilken betydning, de kan have for projektet.
2. Kortlægning af bygning - værdisætning og kortlægning af bygningsinformationer og tilstand.
3. Program og ejendom - hvordan det ønskede program passer til bygning og matrikel.
Hvert trin rummer konkrete spørgsmål og overvejelser, som hjælper med at vurdere, om en transformation er realistisk – og hvordan projektet bedst gribes an i praksis. Ud over de tre trin til at klarlægge de indledende faser, indeholder guiden også tidlige overvejelser, råd og vejledning samt input til forberedelsen af dialog med kommunen.
Vi skal udvikle eksisterende byggeri
Københavns Kommune arbejder målrettet med at få bygherrer og entreprenører til i langt højere grad at genbruge og transformere eksisterende byggeri og genbruge byggematerialer. En del af det arbejde er en ny guide til at fremme bygningsbevaring og transformation af tidligere erhvervsbygninger til boliger, som der er stor efterspørgsel på.
”Vi skal tage udgangspunkt i de bygninger, vi allerede har, når vi udvikler byen - både af respekt for byens historie og af hensyn til bæredygtighed. Vi har allerede mange bygherrer, som foretrækker at udvikle eksisterende byggeri, og ved det seneste budget fik vi afsat midler til at understøtte det. Og det er vigtigt, for hvis vi skal lykkes med målsætningerne i Klimastrategien, skal vi alle lære at tænke nyt og inspirere hinanden,” lyder det fra Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune:
Guiden er udviklet i samarbejde med en følgegruppe bestående af Danica Ejendomme, Gefion Group, Freja Ejendomme, boligorganisationen AAB og CPH Invest.
Mere viden på vej – følg med her
Det nye værktøj er støttet af Bevar Mere – en indsats drevet af Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania. Guiden er ét af i alt 17 projekter, der udvikler ny viden og konkrete værktøjer til at skabe fremtidens boliger i eksisterende bygninger.
De 17 projekter spænder over fire temaer: Flere i enfamiliehuse, transformation af erhvervs-, kontor- og velfærdsejendomme, etablering af tagboliger i eksisterende etageejendomme og fremtidssikring af den almene sektor.
Resultaterne fra de 17 projekter offentliggøres i løbet af 2026 og kan findes på realdania.dk og bevar-mere.dk