Vi misser ofte viden om, hvordan vores bygninger rent faktisk bliver brugt, når et projekt afleveres, og arkitekterne rykker videre til det næste. Det mener den filantropiske forening Realdania, som derfor nu vil give støtte til tegnestuer, der vil evaluere projekter til børn og unge, de har arbejdet på. Det skal skabe mere viden om børn og unges brug af bygninger og byrum, og hvordan arkitektur kan påvirke deres trivsel både positivt og negativt.
”Arkitektur er aldrig bare en baggrundskulisse. Den former vores adfærd, vores vaner og vores relationer, helt ned til den måde, vi føler os tilpas eller utrygge i et rum eller en bydel. Ofte sker det så subtilt, at vi let overser, hvor afgørende de fysiske rammer er for vores trivsel. Derfor er der behov for, at vi skærper blikket og i højere grad genbesøger og evaluerer vores bygninger og byrum. Det skal vi gøre for at forstå, hvordan mennesker oplever og bruger de fysiske rammer, der er bygget, og hvilken effekt rammerne har på det levede liv,” siger Siri Daa Funder, projektchef i Realdania.
Fokus på mennesker i bygninger
Hun peger på, at byggebranchen i mange år har haft fokus på tekniske installationer og vedligehold, når der bliver lavet opfølgninger. Omvendt kunne der være større fokus på de mennesker, der dagligt bevæger sig rundt i og omkring bygningerne, og hvordan de bruger og oplever dem. Derfor er der et stort, overset potentiale i at lære af de bygninger og byrum, vi allerede har stående.
”I en verden, hvor ressourcerne bliver mere knappe, skal funktionaliteten og den faktiske anvendelse af bygningerne i centrum, så vi bruger vores materialer bedst muligt og udnytter alle kvadratmeter. Ved at lære af det byggeri, der allerede står, og det, der bliver opført, kan vi være med til at sørge for, at det næste projekt bliver bedre,” siger Siri Daa Funder.
Gode eksempler skal inspirere
Midlerne, som tegnestuer kan søge støtte fra, er en del af en samlet pulje på 3 mio. kr., og der vil blive udvalgt 10 projekter, der får op til 300.000 kr. i støtte hver. Udover at få finansiel støtte vil de udvalgte projekter og tegnestuer blive sat sammen i et læringsrum, hvor de på fire møder i løbet af projektperioden vil få mulighed for at dele og drøfte deres erfaringer med hinanden. Og så skal deres erfaringer bruges til at inspirere andre i byggebranchen til også at bruge evaluering systematisk på deres projekter.
”Hvis arkitekter og bygherrer skal sætte tid og ressourcer af til en evaluering, skal de jo kunne se værdi i det. Ellers bliver det bare en udgift. Og det er målet for os, når vi går ud og giver støtte til de her projekter – ikke bare at bruge og dele den viden, der er at hente i det enkelte projekt og den enkelte bygning, men også at bruge projekterne som eksempler på, hvor meget alle i branchen rent faktisk kan få ud af at arbejde systematisk med evalueringer,” siger Siri Daa Funder.
Evalueringspuljen er åben for ansøgninger indtil 22. april 2026. Projekterne, der vil modtage støtte, bliver udvalgt i juni 2026.
Læs mere om indsatsen på realdania.dk.
Om evalueringspuljen
Puljen er åben for arkitekttegnestuer, der kan søge om evaluering af et projekt i deres bagkatalog, der ligger inden for temaet Børn og Unge. Det kan både være et konkret byggeri, et sted eller et uderum.
Realdania kan bidrage med op til 300.000 kr. pr. projekt. Støtte kan gå til lønudgifter, indsamling af data eller andet, der er nødvendigt for at gennemføre projektet. Støtte skal suppleres med egen- og/eller medfinansiering i størrelsesordenen 30%. Egen- og medfinansiering kan være finansieret af ansøgerne selv, f.eks. i form af timer.
Ansøgningsfrist for puljen er 22. april 2026.
De støttede projekter vælges og udmeldes i juni 2026. Tegnestuerne gennemfører evalueringerne fra august til december 2026, og projekterne skal være afsluttet 17. december 2026.
Sideløbende vil de udvalgte tegnestuer indgå i et læringsrum, der opstartes august 2026 med fire planlagte møder fra august 2026 til januar 2027.
Alle interesserede kan deltage i et webinar om evalueringspuljen 24. februar med tilmelding på realdania.dk.