Når bygninger, byrum og steder tages i brug, opstår der erfaringer, som kan være svære at samle op og arbejde videre med i en travl hverdag. Med denne pulje kan I vende blikket mod jeres egne realiserede projekter og undersøge, hvordan arkitekturen faktisk fungerer i hverdagen – set fra brugernes perspektiv.
Evalueringspulje for tegnestuer: Læring fra realiserede projekter for børn og unge
Puljen giver tegnestuer midler og faglig sparring til evaluering af bygninger, byrum og steder i brug, så den viden kan bruges til at styrke praksis i kommende projekter.
Formål
Formålet er ikke at vurdere rigtigt eller forkert, men at blive klogere på, hvad der virker, hvorfor det virker, og hvordan erfaringer fra det byggede kan omsættes til konkret viden, der kan bruges fremadrettet i jeres praksis.
Hvem kan søge?
OBS: Puljen er ikke længere åben for ansøgninger.
Puljen er målrettet arkitekttegnestuer, der ønsker at evaluere egne realiserede projekter. I kan søge, hvis:
Projektet er taget i brug.
Børn og unge er primære brugere af bygningen eller stedet.
Bygningsejer og brugere har givet samtykke til evalueringen.
Tidligere erfaring med evaluering er ikke et krav, da puljen henvender sig til tegnestuer med forskellige erfaringer og forudsætninger.
De 15 evalueringsprojekter
De 15 tegnestuer, der har fået støtte, skal være med til at arbejde med evaluering og skabe viden om, hvordan arkitektur påvirker børn og unges hverdagsliv. Derfor er alle de steder, de skal evaluere, også fundet blandt daginstitutioner, skoler, byrum, opholds- og uderum samt fælleshuse og kulturhuse – steder, hvor børn og unge kommer i hverdagen.
Daginstitutioner
Sammenlignende evaluering af tre dagsinstitutioner - arkitekturens betydning for trivsel, pædagogik og hverdagspraksis. Tegnestue: Pluskontoret Arkitekter
Sammenligning af tre nybyggede integrerede daginstitutioner. Tegnestue: Skala Architecture
Arkitekturens betydning for brugen af nære uderum. Tegnestue: AART
Skoler
Heerup Skole - Evaluering af rumlige greb i en transformeret specialskole. Tegnestue: Matters
Sluseholmen Skole - Læringsrum og sambrug. Tegnestue: JJW Arkitekter
Udskolingens rum - hvordan påvirker skolens fysiske rammer unges læring, trivsel og relationer? Tegnestue: GPP Arkitekter
Udskolingsafdeling Hornslet Skole - Hvordan fungerer det i praksis? Tegnestue: Kjaer & Richter
Fra "Drøn På" til "Wonder Wood" - uderummene ved Skørping Skole 2016-2026. Tegnestue: VEGA Landskab
En evaluering af Tømrerskolen i Randers - Tegnestue: ERIK(Arkitekter)
Byrum, opholds- og uderum
Sandkaj og byrum i Aarhusgadekvarteret i Københavns Nordhavn. Tegnestue: Cobe
Urban Minded: teenagepiger former Esbjergs bymidte. Tegnestue: Henning Larsen
Enghaveparken: Vand, kredsløb og hverdagsliv: Hvordan virker klimaparken for børn og unge? Tegnestue: Tredje Natur
Den Grønne Rute - Fællesskaber i bevægelse. Tegnestue: Flåk
Fælleshuse og kulturhuse
Fra samskabelse til hverdagsbrug - evaluering af Fælleshuset i Årslev som lærings- og fællesskabsrum for børn og unge. Tegnestue: Verna
Biblioteket som hverdagsrum - evaluering af tre biblioteksprojekter for børn og unge. Tegnestue: NOAA Arkitekter
Krav til projekterne
De udvalgte projekter evaluerer eksisterende byggerier og steder, hvor børn og unge færdes, med fokus på, hvordan de faktisk bliver brugt i hverdagen. F.eks.:
Skoler og daginstitutioner
Fritidsfaciliteter
Legepladser, opholds- og uderum
Byrum og fællesarealer
Målet er at arbejde med evaluering og få konkret viden om, hvad der fungerer godt, og hvor der er potentiale for forbedring. Set fra brugernes perspektiv. Fokus er ikke på teknisk drift, men på samspillet mellem arkitektur, brug og livskvalitet.
Projektperiode
August til december 2026
Bedømmelse
Ansøgningerne blev vurderet af eksterne videnspersoner med indsigt i arkitektur og evaluering samt Realdania.
Baggrund: Derfor sætter vi fokus på arkitekturens muligheder
I dette interview sætter filantropidirektør Stine Lea Jacobi ord på, hvorfor og hvordan Realdania over de kommende år vil sætte fokus på arkitekturens påvirkning af vores sanser, adfærd, sociale relationer og sundhed. Evalueringspuljen er en del af den indsats.
3. september 2026
Værksted for arkitektur og livskvalitet
15 tegnestuer får støtte til at lære af deres egne projekter
Den filantropiske forening Realdania støtter 15 arkitekttegnestuer, der hver især skal evaluere et af deres egne projekter. Her skal de undersøge, hvordan arkitekturen bliver brugt i hverdagen, og holde det op mod de oprindelige ambitioner for projektet.
19. juni 2026
Fire forskningsprojekter skal undersøge sammenhænge mellem arkitektur og livskvalitet
Realdania giver i alt 8,6 millioner kr. i støtte til fire forskningsprojekter, der bl.a. skal undersøge ældres trivsel i almene boliger, og hvordan yngre kvinder i ensomhed påvirkes af deres omgivelser. Målet er at skabe ny viden om, hvordan arkitekturen påvirker vores livskvalitet.
9. juni 2026
Pressemeddelelser
Realdania: ’Regeringsgrundlag rummer mange områder, hvor vi kan bidrage med viden og erfaring’
En række af de samfundsdagsordener, som fylder i det nye regeringsgrundlag, er områder som også Realdania arbejder strategisk med. Fra børn og unge til grøn omstilling i boligen. Det glæder adm. direktør Nina Kovsted Helk.
3. februar 2026
Ny evalueringspulje skal give arkitekter mere viden om egne byggerier
Realdania afsætter 3 mio. kr. i støtte til tegnestuer, der skal evaluere egne projekter for børn og unge. Målet er at fremme evaluering i byggebranchen for bedre at udnytte den viden og læring, der ligger i et byggeprojekt.