Af Pernille Formsgaard
Hvis man skal beskrive, hvor Henriette Steiner arbejder, kan man nøjes med at sige, at hun sidder på et kontor i København.
Man kan også udvide beskrivelsen. At hendes kontor befinder sig i et højloftet rum i et gammelt sygehjem fra 1800-tallet, som giver en lidt hospitalsagtig stemning. Fra kontorets vindue på 2. sal kan man se, at vi befinder os midt i byen. Men at der er god plads omkring bygningen, der er omkranset af gamle landbrugsbygninger og smukke træer. Træer, der befinder sig i et klima, som gør dem grønne om sommeren og brune om vinteren.
Alt sammen er det faktorer, der er med til at definere Henriette Steiners kontor som et sted. Og som sætter rammen for, hvordan man kan tænke og forstå lige dér.
”Vores samtale havde nok udfoldet sig anderledes, hvis vi gik rundt i Frederiksberg Have, eller hvis vi havde mødtes på en bænk på Københavns Hovedbanegård kl. 8 om morgenen,” siger Henriette Steiner, der er professor på Sektion for Landskabsarkitektur, Planlægning og Samfund ved Københavns Universitet.
Hun tilføjer, at hendes kontor også er præget af mere flygtige ting. Som at hun har valgt at indrette det med metervis af bøger, der svæver højt over gulvet, og at møblerne er nogle, hun har fundet nede i kælderen.
Men hvordan definerer Henriette Steiner egentlig et sted, når vi taler det byggede miljø?
”Jeg synes, at det er vigtigt at tænke over delag, der er meget gamle, og som er skabt af naturlige processer eller de mennesker, som kom før os. Rigtig meget af det, der danner rammen om mit kontor, er jo ældre end dig og mig og rækker langt ud over vores levetid. Som træerne. Eller bygningen,” siger hun.
Aktivér de skjulte fortællinger
Når vi skal udvikle og skabe steder, der er rare for os mennesker, ser Henriette Steiner også et potentiale i at tænke flere perspektiver ind i planlægningen.
”Jeg kender byplanlæggere, som – inden de starter et nyt projekt – inviterer folk ind fra lokalområdet og beder dem fortælle, hvad de har oplevet på stedet, og hvorfor det var vigtigt. Det er en måde at aktivere nogle af de skjulte fortællinger om et sted, som vi ikke kan se med det blotte øje, men som er vigtige for at kunne forstå stedet.”
På samme vis mener Henriette Steiner, at der er et potentiale i at aktivere nogle af de marginaliserede grupper i samfundet, som sjældent tager med, når kommunen inviterer til borgerinddragelse. Det kan nogle gange gøres så simpelt som ved at anvende andre sprog end dansk.
”Vi kan selvfølgelig ikke styre, hvad folk kommer til at tænke, føle eller gøre bagefter, men hvis vi får forskellige perspektiver ind i arbejdet med at skabe steder, så er der i hvert fald en større sandsynlighed for, at de rent faktisk bliver inkluderende for flere. Og hvis man samtidig har en bevidsthed om, at det her skal være et sted, der kan rumme forskellige aktiviteter over tid, så kunne man jo også forestille sig, at stedet fik en lang levetid,” forklarer Henriette Steiner.
Forbundne af hverdagsrutiner
Ifølge Henriette Steiner er vi alle forbundet med steder i kraft af de hverdagsrutiner, vi har. Nogle har flere rutiner end andre. Nogle er mere sociale end andre. Og nogle har sværere ved at komme omkring end andre. Hun har på egen krop mærket, hvordan en ny hverdagsrutine har styrket hendes tilhørsforhold til lokalområdet.
”Jeg er begyndt at opleve mit kvarter på en helt ny måde, fordi jeg har fået en hund. Det har virkelig været fantastisk, fordi man kommer ud i byen, og man snakker med alverdens mennesker på grund af den hund. Det går på tværs af mænd og kvinder, om man bor i lejlighed eller hus, om man har mange penge eller færre. Det er utroligt berigende at møde de folk, som man bor side om side med. Samtidig får man også et udeliv foræret, som ikke koster noget. Har man brug for en hund for at få den oplevelse? Ikke nødvendigvis. Men det var simpelthen det, der skulle til for mig.”
Det blanke papir findes ikke
Selvom rammerne er givet, kan vi være med til at påvirke et sted ved at bruge det, give det ny mening eller omforme det. Og lige præcis her mener Henriette Steiner, at vi skal være lige så gode til at tænke frem som tilbage.
Særligt det 20. århundrede har ifølge Henriette Steiner været domineret af drømmen om at kunne skabe verden på ny. Rive alt det gamle ned og bygge op igen. Og selvom vi har fået en større bevidsthed om, at vi skal passe på Jordens ressourcer, så rives der f.eks. stadig tre parcelhuse ned om dagen i Danmark for at bygge nyt.
”Som historiker kunne jeg godt tænke mig at stimulere en bevidsthed om, at det blanke papir ikke findes. At man, hver gang man er på et sted, begynder at forestille sig, at der har været nogle før os, og at der også kommer nogle efter os. Det er helt ned til beslutningen om, hvad man skal gøre med sit hus eller sin lejlighed. Hvad er det for nogle valg, man tager? Hvorfor tager man dem? Hvilke konsekvenser har de for miljøet og for andre mennesker fremover? Spørgsmålene gør ikke nødvendigvis designprocessen nemmere, men den bliver måske mere righoldig,” siger Henriette Steiner.