Realdania øgede i 2025 porteføljen af missionsrettede investeringer fra 1.158 mio. kr. til 1.452 mio. kr. Dermed har den filantropiske forening indfriet sit strategiske mål om, at fem procent af den kommercielle investeringsformue skal være placeret i investeringer, der både leverer et konkurrencedygtigt økonomisk afkast og understøtter Realdanias filantropiske arbejde.
I løbet af 2025 gennemførte Realdania fem nye investeringer, og porteføljen tæller nu i alt 24 missionsrettede investeringer. En ny rapport gennemgår og vurderer de missionsrettede investeringer i porteføljen herunder deres bidrag med konkrete og målbare resultater.
875.000 m2 renoveret
De missionsrettede investeringer bidrog i 2025 til at undgå udledning af 75.480 ton CO2 – mere end året før og svarende til den årlige udledning fra omkring 6.000 danskere.
Investeringerne var samtidig med til at omdirigere cirka 24.000 ton affald fra deponering og skabe energibesparelser svarende til omkring 7.000 danskeres årlige energiforbrug. Derudover blev 875.000 kvadratmeter bygninger renoveret gennem investeringerne i 2025 – svarende til cirka 122 fodboldbaner.
”Vi står midt i en enorm omstilling af det byggede miljø. Hvis vi for alvor skal flytte noget på klima- og ressourceforbruget, kræver det, at vi både udvikler nye løsninger og er med til at få dem ud at leve i markedet. Det er præcis det, de missionsrettede investeringer gør muligt. Vi investerer i virksomheder og projekter, som kan være med til at reducere CO2-udledninger, energiforbrug og affald – samtidig med at de skaber et økonomisk afkast. For os handler det om at bruge hele Realdanias værktøjskasse til at drive en positiv udvikling,” siger Kenneth Lillelund Winther, investeringsdirektør i Realdania.
Tidligere militær kaserne i Milano
Realdania har i 2025 foretaget missionsrettede investeringer i bl.a. to europæiske ejendomsprojekter, hvor transformation skal give eksisterende bygninger nyt liv i Italien og Belgien.
I Milano skal en tidligere militær kaserne skifte identitet. I bydelen Bicocca ligger området, der i flere år har det stået ubrugt hen – men nu skal det omdannes til et nyt, levende bykvarter. Den tidligere kaserne dækker omkring 96.000 kvadratmeter og skal transformeres til en blandet bydel med ejer- og lejeboliger, studieboliger, detailhandel, offentlige funktioner og grønne fællesrum.
Også i Belgien skal der pustes nyt liv i tomme bygninger. Her har Realdania sammen med Patrizia Sustainable Communities investeret i Re-Store – et strategisk partnerskab mellem ejendomsudvikleren Revive og kapitalforvalteren Patrizia. Ambitionen er at opkøbe og omdanne forældede kontorbygninger i Belgien til moderne boliger med høj kvalitet og energieffektivitet i nye, attraktive boligmiljøer.
”Der ligger et stort potentiale i de bygninger og byområder, som i dag står tomme eller er blevet overhalet af tiden. Det er eksempler på investeringer, vi laver, for at reducere klimaaftrykket og bidrage til levende byområder med plads til flere boliger, fællesskaber og hverdagsliv. Det er en højaktuel dagsorden i mange europæiske byer, hvor behovet for boliger vokser, og her ønsker vi at bidrage til løsninger, der både skaber liv og bruger ressourcerne bedre,” siger Kenneth Lillelund Winther.
Fjerde effektrapport for missionsrettede investeringer
Det er fjerde år, at Realdania opgør effekten af de missionsrettede investeringer i en samlet rapport. Rammeværket bag effektmålingerne er udviklet i samarbejde med The Footprint Firm, som også står bag beregningerne.