Menu

Arkitekt Svenn Eske Kristensens eget sommerhus fra 1954 er nu fredet

Nyhed

29. juni 2026

Svenn Eske Kristensens eget sommerhus i Fårevejle

1/3

Da arkitekt og kgl. bygningsinspektør Svenn Eske Kristensens i 1954 tegnede sit eget private sommerhus, skabte han et markant arkitektonisk fritidsbyggeri. Nu er huset fredet, og det glæder Realdania By & Byg, som købte huset for 22 år siden for at bevare arkitektens eget hus, der udtrykker en meget personlig fortolkning af efterkrigsårenes modernisme.

Jeg er meget glad for, at Svenn Eske Kristensens eget sommerhus i Odsherred nu er fredet. I dette hus forenes alle de discipliner, som Eske Kristensen mestrede: Hans skarpe blik for at lægge sine bygninger godt til rette i omgivelserne, hans vedvarende fokus på at inddrage naturen, hans begejstring for datidens nye industrielle materialer, ikke mindst gasbeton, og hans glæde ved godt håndværk og klassiske materialer ”

Peter Cederfeldadministrerende direktør, Realdania By & Byg

Netop denne samklang af arkitektoniske kvaliteter bliver også fremhævet hos fredningsmyndigheden, Slots- og Kulturstyrelsen, som skriver om huset, at det er ”et velbevaret eksempel på et markant arkitektonisk fritidsbyggeri fra midten af 1950´erne, hvor beliggenhed, arkitektur og håndværksmæssig udførelse i konstruktion og detaljer fremtræder i særklasse.”

Oplev Svenn Eske Kristensens eget sommerhus den 1. juli

Bliv medlem af Realdania By & Byg Klubben i dag og kom med til rundvisning i sommerhuset ’Esken’ den 1. juli.

En del af samlingen ’Arkitekternes egne huse’

Sammen med tyve andre huse indgår Svenn Eske Kristensens eget sommerhus i Realdania By & Bygs samling af ’Arkitekternes egne huse’.

Alle huse i samlingen er tegnet af førende danske arkitekter i løbet af 1900-tallet som ramme for deres egen familie og i mange tilfælde også som ramme for deres tegnestue. Det er huse, som arkitekterne udelukkende har tegnet efter deres egne idealer og ideer. Der har ikke været en udefrakommende bygherre indblandet, og derfor er det ofte her, at deres personlige aftryk kommer tydeligst til udtryk.

  Både Svenn Eske Kristensens eget sommerhus og de øvrige huse i samlingen er betydningsfulde pejlemærker i den danske arkitekturhistorie og i fortællingen om familieboligens udvikling. Husene er samtidig et kraftfuldt udtryk for den enkelte arkitekts tilgang til verden. Både hver især og tilsammen har de 21 huse i samlingen haft stor betydning for både datidens og nutidens boligbyggeri, og deres betydning rækker langt ud over de danske breddegrader, siger Peter Cederfeld. 

Velfærdsarkitekten

Svenn Eske Kristensen var en arkitekt med klare holdninger til arkitekturen og til udviklingen af den gode bolig i 1950’ernes velfærdssamfund. Rammen om det gode liv og omsorgen for det enkelte menneske var en livslang mission for den tømrer- og snedkeruddannede arkitekt, der ofte er blevet omtalt som ’velfærdsarkitekten.

Gennem sin store og alsidige tegnestuevirksomhed og sit store engagement inden for byggeri var han med til at præge dansk byggeri i en menneskealder. Han var en af de flittigste arkitekter i efterkrigstiden, og han ydede en kolossal indsats inden for det sociale boligbyggeri og det mindre industribyggeri.

Gennem mere end 50 år sørgede han for, at mange familier kunne flytte fra københavnske baggårde til lyse, moderne boligblokke og grønne omgivelser i forstæderne, og den dag i dag står hans boligblokke stadig som stærke påmindelser om det velfærdssamfund, der voksede frem i efterkrigstiden.

– Sommerhuset er en påmindelse om, hvor smukt og enkelt det kan gøres, når stærke og klare intentioner med arkitekturen forenes med udpræget sans for sammenstilling af materialer. Her i det naturskønne område "Bjergene" i Odsherred skinner Eske Kristensens vilje og kunnen som arkitekt kompromisløst igennem, lyder det fra Peter Cederfeld om huset, der naturligvis bærer navnet ’Esken’ –med reference til familiens mellemnavn og med reference til husets æskeformede konstruktion.

Realdania By & Byg købte i sin tid huset af Svenn Eske Kristensens tre døtre, og ved hoveddøren hænger stadig dét skilt med navnet ’Esken’, som arkitekten selv udformede for mere end 70 år siden.

Uddrag fra Slots- og Kulturstyrelsens begrundelse for fredning af Esken

”Med sommerhusets særegne udformning med en sortbejdset, spånbeklædt trækasse, der krager ud over en base af hvidmalede gasbetonsten, og med en markant, hvidmalet skorsten og en vinkelstillet garagebygning har Eske Kristensen skabt en personlig fortolkning af efterkrigsårenes modernisme. Det nye og eksperimenterende er forenet med det tilbageskuende og traditionelle i både form, byggeteknik og materialevalg.

Sommerhusets planløsning er nøgtern og funktionel, og rummene er placeret og orienteret efter dagslyset. Interiøret er præget af traditionelle materialer som træ og tegl, og ligesom det nagelfaste inventar, er interiøret nøje udført til stedet og i en høj håndværksmæssig kvalitet med sans for detaljen. De håndværksmæssige detaljer og behandlingen af træværket med samlinger uden søm og skruer, vidner om arkitektens tømrer-snedkermæssige baggrund.”