Det spørgsmål er omdrejningspunktet for den nye publikation Brandforhold og biobaserede materialer, som er det første resultat af samarbejdet Brandbank. Publikationen samler eksisterende viden, erfaringer og anbefalinger om brandsikkerhed ved anvendelse af biobaserede og andre nye byggematerialer og skal styrke branchens fælles vidensgrundlag.
Publikationen henvender sig til alle, der arbejder med brandteknisk dokumentation, og skal bidrage til en mere kvalificeret dialog om brandsikkerhed på tværs af byggeriets aktører.
For lidt viden bliver delt
De skærpede klimakrav til byggeriet betyder, at flere projekter tager nye materialer og løsninger i brug. Samtidig udfordres de traditionelle, præ-accepterede løsninger, og det stiller større krav til dokumentation gennem brandprøvninger, brandtekniske vurderinger og dimensionering.
Det øger kompleksiteten i byggeprojekterne og gør samarbejdet mellem rådgivere, bygherrer og udførende endnu vigtigere. Der er allerede opnået værdifulde erfaringer gennem brandtests af biobaserede materialer, men alt for ofte forbliver resultaterne hos den enkelte aktør – og det skal ændres:
”Byggeriets aktører producerer store mængder viden, men alt for lidt af den bliver delt på tværs af branchen. Når erfaringer bliver i det enkelte projekt, risikerer vi at bruge tid og ressourcer på at løse de samme udfordringer igen og igen. Med Brandbank ønsker vi at gøre eksisterende viden mere tilgængelig, så flere kan bygge videre på det, andre allerede har lært," siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Hvad er Brandbank?
Brandbank er etableret af Træinformation, Artelia og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) for at samle, systematisere og dele eksisterende viden om biobaserede byggematerialers brandtekniske egenskaber. Formålet er bl.a. at nedbryde nogle af de barrierer, der i dag begrænser anvendelsen af mere klimavenlige byggeløsninger.
Gennem en fælles platform skal branchen få lettere adgang til brandtests, data og dokumentation, som kan understøtte projektering, innovation og myndighedsbehandling. Samtidig skal projektet bidrage til, at eksisterende testresultater kan anvendes bredere og skabe værdi på tværs af byggeriet.