Menu

Interview

"Vi får et grønnere og rarere byrum"

24. juni 2026

Jean Thierry er forperson for Bispeparkens Bestyrelse og Beboerforening. Her står han foran indgangen til Bispebjerg Kirkegård på Frederiksborgvej

Byrummet omkring Grundtvigs Kirke i København skal istandsættes og forbedres gennem et projekt, hvor man vil mindske trafikken, skabe nye, grønne mødesteder og forny de arkitektoniske kvaliteter i Bispeparken. Vi har spurgt Jean Thierry, forperson for Bispeparkens Bestyrelse og Beboerforening, om, hvad det kommer til at betyde for de lokale.

Hvordan bruger I, der bor her, området omkring kirken i dag?

”Vi bor jo i et grønt område, både inde i Bispeparken, på kirkegården og ved mosen. Men det er rart, at der kommer endnu mere grønt, og at der også kommer en grøn forbindelse mellem kirkegården og kirken. Vi bor ved Frederiksborgvej, der går langs kirkegården, så det kommer til at betyde meget for os beboere, at der kommer til at være mindre asfalt og bedre udearealer. Vi kommer til at få et grønnere og rarere byrum. Mere levende og med mindre asfalt.”

Hvad tror du, forbedringen af udearealerne vil komme til at betyde for jer, der bor i området?

”Det kan betyde, at man er mere ude og mere sammen. Vi har også et fælles hus i det fri, som også har tilknytning til den områdefornyelse, som projektet omkring Grundtvigs Kirke er en del af. Det giver os mulighed for at være ude og lave fælles aktiviteter og holde private arrangementer - også selvom vejret ikke er så godt.”

I bor i et område med historiske bygninger. Har det nogen betydning for jer?

”Ja, vi bor jo i Bispeparken, og det er nogle meget historiske bygninger. Vi er glade for at kunne bo i de bygninger til en rimelig husleje, fordi det er almene boliger. Vi har også beboerdemokrati, som vi værner meget om, og der er et virkelig godt naboskab og fællesskab i lokalområdet.”  

Oplever du, at lokalbefolkningen engagerer sig i det, der skal til at ske i området?

”Ja, lokalbefolkningen engagerer sig i projektet og er optaget af, hvordan Frederiksborgvej bliver indrettet. For eksempel er det beboerne i området, der ikke vil have grus som belægning, fordi det kan ødelægge parket- og plankegulvene i lejlighederne. Samtidig kan det også være generende for dem, der er gangbesværede eller har hjælpemidler, der ikke kører så godt på grus. Derudover har vi fået indflydelse på, at bænkene skal stå lidt uden for husene, og at træerne ikke vokser helt ind på altanerne. Det er praktiske ting, men det er vigtige ting for os, der bor her.”

Hvordan er I blevet involveret i projektet?

”Vi er nogle lokale beboere fra kvarteret, der var med i dommerkomiteen og var med til at vælge løsningen. Der har også været lokale med i arbejdsgrupper, så vores ønsker er virkelig kommet i spil og er blevet lyttet til. Det betyder meget for os, at vi har fået så meget indflydelse på projektet, fordi det er os, der bor her og har vores hverdag her. Der er nogle super dygtige arkitekter og andre fagfolk på projektet, men vi er hverdagseksperterne.”

Billeder

1/3