x
På toppen af Bispebjerg Bakke finder man boligbebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet, og Grundtvigs Kirke (tegnet af P.V. Jensen Klint) troner frem som et hovedværk i dansk arkitektur. Samtidig er kvarteret et af Københavns udsatte byområder, og byrummene fremstår nedslidte og uden steder, der bidrager til mødet i hverdagen, fællesskab og aktivitet. Det skyldes ikke mindst den voksende biltrafik, som over de sidste mange årtier har forringet områdets opholds- og bevægelsesmuligheder.  

Bispebjerg Bakke er således i dag et område præget af støj, uattraktive gaderum og dominerende indfaldsveje. Det til trods, er der mange beboere, der har boet der i mange år, og arkitekturen tiltrækker et voksende antal besøgende.  

Ny arkitektonisk sammenhæng og grønne mødesteder 

Området på Bispebjerg bakke er et kulturmiljø med en unik kulturarv af national betydning. Med bygningskulturen som løftestang og beboerne i centrum er det nu hensigten at sætte gang i udviklingsprojekt, der skal forløse kulturmiljøets uforløste potentiale.  

Det skal ske ved dels at gøre Frederiksborgvej ensrettet og mere grøn, dels at skabe et sammenhængende byrum fra Bispebjerg torv og op omkring Grundtvigs Kirke. 

En ny forbindelseslinje mellem Bispebjerg Kirkegård og kirken skal skabe ny arkitektonisk sammenhæng, og nye grønne rum skal være med til at skabe rammer for sociale mødesteder og ophold for besøgende. 

Byrummet omkring Grundtvigs Kirkeskal desuden forbedres ved, at den nedslidte asfalt, som ligger helt op til kirkens indgang og flotte murværk erstattes af ny belægning med natursten. På vejbanen rundt om kirken lægges klinkebelægning og parkering omorganiseres, så de parkerede biler er mindre dominerende. Langs husene lægges hårdtbrændte gule klinker, og for at markere aksen fra kirkegården og op til kirken udføres en ny belægning i en blanding af brosten og genanvendte gravsten, der bliver tilhuggede og bearbejdede til formålet. 

Et solidt forarbejde  

Forud for projektets start har Københavns Kommune lavet et solidt forarbejde, der kan understøtte, at beboerne vil opleve projektet som en kvalitet og som noget de er en del af. Dette er sket i regi af Områdefornyelse Bispebjerg Bakke (2022-2027). Foruden forundersøgelser har de gennemført en række analyser baseret på en omfattende borgerinddragelsesproces. I forlængelse heraf er der afholdt en arkitektkonkurrence, som Team BOGL (vandt. Det er deres forslag, ”Det storslåede og det nære”, der nu bliver til virkelighed.  

Siden projektets start har der i regi af Områdefornyelse Bispebjerg Bakke været tilknyttet en arbejdsgruppe bestående af lokale beboere, foreningsrepræsentanter og andre interessenter. Der er afholdt over 20 arbejdsgruppemøder, hvor gruppen løbende har bidraget til projektets udvikling og været med til at kvalificere indholdet i alle faser. Herudover er der gennemført tre åbne borgermøder, en digital spørgeskemaundersøgelse samt etableret en gadeudstilling om projektet.  

Projektet vil således løfte et kulturmiljø af national betydning, og Københavns Kommune har allerede udviklet og afprøvet nye værktøjer, der har været med til at sætte beboerne i centrum og styrke deres stolthed og ejerskab til et projekt med nyere tids bygningskultur.  

Et mindre ressourceforbrug 

Støtte fra Realdania gives til det samlede projekt, men målrettes byrummene, hvor der er de største kvaliteter (tættest ved Grundtvigs Kirke). Realdanias støtte går desuden til forskellige tiltag, som kan mindske klimabelastningen og ressourceforbruget - samtidigt med at projektets øvrige kvaliteter bliver fastholdt eller styrket. Som eksempler på tiltag vil der bl.a. blive arbejdet med genbrugssten, jordmænger, der skal flyttes er minimeret og gamle gravsten vil blive nytilhuggede og genanvendt som belægningssten.  

Kulturmiljøer former Fremtiden 

Projektet er en del af Realdanias indsats 'Kulturmiljøer former Fremtiden', som hjælper kommuner og borgere i en rækker byer i Danmark med at bevare og udvikle kulturmiljøer med særlige værdier. I indsatsen afprøves metoder for at skabe et engagerende samarbejde mellem kulturmiljøets forvaltere og de mennesker, som lever og bor i de særlige kvarterer mhp. fremadrettet at skabe større engagement omkring kulturmiljøer i hele landet. 

Kulturmiljøer former Fremtiden