Menu

Ti år med Ofelia Plads og en forskønnet Sankt Annæ Plads markeres med særrundvisninger

15. juni 2026

Kvæsthusmolen i København

Siden 2016 har københavnere og turister kunnet høre musik og se forestillinger på Ofelia Plads, nyde en kop kaffe på Sankt Annæ Plads med mere grønt og færre biler og stille bilen under jorden i et stort og lyst parkeringsanlæg. I anledning af jubilæet tilbyder Realdania By & Byg gratis særrundvisninger med Ole Bach, der i sin tid stod i spidsen for byomdannelsen i hjertet af København.

Byrum fyldt med liv, aktivitet og kulturelle oplevelser midt i København, muliggjort af 500 p-pladser under jorden. Den vision blev til virkelighed den 29. juni 2016, da den nye plads Kvæsthusmolen ved Skuespilhuset blev indviet sammen med en renoveret og klimatilpasset Sankt Annæ Plads med tilstødende gader.

- Der er ingen tvivl om, at københavnerne har taget de nye byrum til sig, blandt andet ved at nyde de mange koncerter og aktiviteter, som Det Kongelige Teater og Jeudan står bag hvert år i regi af Foreningen Ofelia Plads. Mange kan måske næsten ikke huske Oslo-båden ligge til kaj her - eller bilerne, der holdt parkeret i lange rækker på Sankt Annæ Plads eller kom susende igennem på vej til færgeterminalerne. For i ti år har dette været byrum på bylivets præmisser, samtidig med at trafikflowet for bilisterne er forbedret. Det synes vi er værd at markere, siger adm. direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg.

Mød manden, der førte projekterne ud i livet

Derfor har selskabet taget initiativ til foreløbig to jubilæumsrundvisninger, hvor man kan møde Ole Bach, der i sin tid var direktør for Realdania By & Bygs datterselskab Kvæsthusselskabet. Her stod han i spidsen for arbejdet med at omdanne de centralt beliggende byrum og anlægge det underjordiske p-anlæg.

Rundvisningerne er et supplement til de mange aktiviteter, som Foreningen Ofelia Plads arrangerer i år, og er netop timet, så man kan blive hængende til koncert eller en talk og måske tage del i fællessang i anledning af pladsens jubilæum.

På rundvisningerne, som finder sted den 25. juni og den 4. august, kan man høre om, hvordan København ikke blot har fået nye pladser men også en ny forbindelse mellem Frederiksstaden og havnen — og et forskønnet byrum i form af Sankt Annæ Plads, der kan modstå stormflod og ekstremregn.

Man går også under jorden i det lyse p-anlæg, som er en vigtig forudsætning for, at byrummet ovenpå kunne frigøres til mennesker, ophold og kultur.

Rundvisninger efterfulgt af fællessang og koncert

Første rundvisning er torsdag den 25. juni kl. 15.00-16.15, hvorefter man kan blive til fællessang kl. 16.30 og gratis klassisk koncert på Kyssetrappen med Trio Con Brio Copenhagen kl. 17.00.

Næste planlagte rundvisning er tirsdag den 4. august kl. 14.30-15.45. Også her kan man fortsætte til fællessang for alle kl. 16 og gratis koncert kl. 17.00. Denne gang er der jazz på programmet med Jakob Sørensen på trompet sammen med Kasper Lang Eriksen Trio, og som en særlig optakt til koncerten i anledning af jubilæet kan man opleve Asger Schnack i arrangementet ”Jazzdigte på pladsen. Fra Dan Turèll til Pia Juul”.

Det er gratis at deltage i rundvisningerne, men man skal tilmelde sig på Realdaniabyogbygklubben.dk. I tilfælde af stor tilslutning forventer Realdania By & Byg at arrangere flere rundvisninger.

Mødestedet til rundvisningerne er Kyssetrappen - de store siddetrapper mellem Ofelia Plads og Admiral Hotel.

Sommeren igennem er der i øvrigt mulighed for at deltage i en lang række af de årligt tilbagevendende arrangementer, som foreningen Ofelia Plads har gjort lidt ekstra ud af i anledning af jubilæet. Man kan følge med i aktiviteterne på ofeliaplads.dk.


FAKTA

Kvæsthusprojektet fandt sted i 2010-16 og omfattede anlæggelsen af Kvæsthusmolen, som efterfølgende er døbt Ofelia Plads, Kyssetrappen og det underjordiske p-anlæg.

Projektet blev i sin tid til i et samarbejde mellem Kulturministeriet/Det Kongelige Teater, Jeudan og Realdania – og ført ud i livet af Realdania By & Bygs datterselskab Kvæsthusselskabet.

Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som også har tegnet Skuespilhuset, er arkitekterne bag Kvæsthusmolen og parkeringsanlægget. COWI var tilknyttet som ingeniør for disse projekter, og en lang række entreprenørvirksomheder var involveret i udførelsen.

Kulturministeriet/Det Kgl. Teater var bygherre for anlæggelsen af pladsen, mens Kvæsthusselskabet var bygherre for det underjordiske parkeringsanlæg.

Ofelia Plads ejes og drives i et samarbejde mellem Kulturministeriet ved Det Kongelige Teater og ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan.

P-anlægget ejes og drives af Jeudan.

Kvæsthusprojektet er betalt af Realdania. Støttebeløbet er 590 mio. kr.

Arrangementerne på pladsen finder sted i regi af Foreningen Ofelia Plads, som er stiftet af Kulturministeriet/Det Kongelige Teater, Jeudan og Realdania. Realdania gav tilskud til aktiviteterne i de første tre år.

Sankt Annæ Projektet fandt sted i 2012-16 og omfattede forskønnelse af Sankt Annæ Plads, Kvæsthusgade og Nyhavns solside fra Toldbodgade til havnen, samtidig med at pladsen blev klimasikret ved, at regnvand opsamles og ledes direkte i havnen.

Dette projekt blev til i et partnerskab mellem Københavns Kommune, HOFOR og Realdania og er finansieret sammen med Jeudan, Oticon Fonden, Lauritzen Fonden, Augustinus Fonden og 15. juni Fonden.

Schønherr var landskabsarkitekt på forskønnelsen af pladsen. Rambøll var ingeniørrådgiver på skybrudssikringen og Zacho-Lind entreprenør.

Projektet blev ført ud i livet af Kvæsthusselskabets datterselskab Sankt Annæ Selskabet.

Det samlede projekt har kostet parter og donorer ca. 120 millioner kroner, hvoraf skybrudssikringen kostede ca. 45 millioner kroner.