Menu

Åbningsfest og indvielse d. 5. september

En drøm bliver realiseret – nu åbner det fællesskabende medborgerhus Street-Lab i nye, imponerende rammer

1. september 2026

Street-Lab i Hillerød slår dørene op til åbningsfest af deres nye rammer til gadeidræt og kultur for børn og unge.

1/5

Foreningen Street-Lab har i samarbejde med Hillerød Kommune, Fonden for FrederiksborgCentret samt en lang række fonde og foreninger udviklet en imponerende ramme for gadeidræt og kultur til glæde for byens børn og unge. Lørdag d. 5. september åbnes dørene til det nye hus ved en stor indvielsesfest.

I Hillerød Kommune har der længe været et ønske fra mange forskellige aktører om et sted, hvor byens børn og unge kunne udfolde sig.

Med det nye Street-Lab bliver drømmen realiseret.

Street-Lab i Hillerød er et ambitiøst hus med plads til både gadeaktiviteter, værksteder, havearbejde og musikstudie, som danner rammen om fællesskaber for både børn, unge og ældre.

”Street-Lab er et virkelig godt eksempel på, hvordan kultur, idræt og fællesskaber kan smelte sammen i ét hus. Her får vi et levende samlingssted, hvor kreativitet og frivilligt engagement kan vokse side om side. Det bliver et unikt mødested, som vil styrke både bylivet og fællesskabet i Hillerød Kommune i mange år fremover”, siger Thomas Elong formand for Kultur, Idræt og Lokalsamfundsudvalget i Hillerød Kommune.

Åbningsfest og indvielse d. 5. september

Lørdag d. 5. september 2026 indvier vi det nye Street-Lab ved en stor åbningsfest i Hillerød.

Det fællesskabende medborgerhus, har tidligere eksisteret på forskellige lokationer i Hillerød, men nu er de samlet i en helt nye bygning, der står klar til at åbne dørene.

Borgere, naboer, samarbejdspartnere og andre nysgerrige sjæle er meget velkomne til at komme forbi og opleve huset til den store åbningsfest, hvor der vil være lejlighed for at snakke med brugere af huset, opleve værkstederne og høre hvad både foreningen bag, politikere og fonde har af visioner for huset.

Ikke en traditionel ungdomsklub

Foreningen Street-Lab er en bredt forankret forening fokuseret på at involvere unge i meningsfulde fællesskaber gennem aktiviteter skabt af og for medlemmerne selv.

”Vi håber rigtig meget, at både medlemmer og andre aktører i byen byder ind med ressourcer og aktiviteter. En af vores bærende værdier er, at medlemmerne er medskabere frem for brugere, at alle kan være med, og at man gør tingene sammen. Og så dyrker vi en udpræget grad af frihed under ansvar og et fokus på miljømæssig og social bæredygtighed”, siger Benjamin Goings fra Foreningen Street-Lab.

Som navnet indikerer, er gadeidræt et centralt element, men foreningens aktiviteter omfatter en bred vifte af fritidsaktiviteter og fællesskaber med fokus på blandt andet musik, graffiti, DIY-værksteder, madfællesskaber, lektiecafé, dans m.m. og henvender sig til bådebørn, unge og voksne.

”Det er afgørende, at børn og unge har steder, hvor de kan mødes, udfolde deres interesser og være med til at skabe noget selv. Med det nye Street-Lab har vi skabt nogle fantastiske rammer, hvor Hillerøds børn og unge får frihed til at tage ansvar og mulighed for at blive en del af meningsfulde fællesskaber”, siger Lars Elbrandt, formand for Børn og Familieudvalget i Hillerød Kommune

Betydelig støtte og stort samarbejde på tværs

Det nye Street-Lab er tegnet af arkitektfirmaet ADEPT og opført i et samarbejde mellem Hillerød Kommune og Fonden for FrederiksborgCentret.

Projektet er blevet til med betydelig støtte fra en række fonde.

Realdania har bidraget med 8 mio. kr., Lokale og Anlægsfonden med 6,6 mio. kr., Nordea-fonden med 6,5 mio. kr., Den A.P. Møllerske Støttefond med 6 mio. kr. og Salling Fondene med 250.000 kr. Hertil kommer bidrag fra RFO og FO Fonden.

Samlet set har fondsstøtten og det store samarbejde på tværs gjort det muligt at etablere det nye samlingspunkt for gadeidræt, kultur og fællesskaber i Hillerød.

Citater

Fonden for FrederiksborgCenteret: "Vi er glade for at kunne bidrage til byens udvikling og være det naturlige samlingspunkt - nu også med Street-Lab på Fondens arealer".

TrygFonden: ” Vi har i flere sammenhænge støttet etablering og udbredelse af gadeidræt for børn og unge, fordi erfaringer viser, at aktiviteterne kan noget helt særligt i forhold til at skabe fællesskaber og også appellerer til nogle af dem, som ikke er så tiltrukket af det mere traditionelle fritids- og foreningsliv. I TrygFonden arbejder vi for, at alle får en plads i et positivt fællesskab, og da grundtanken i Street-Lab netop er at skabe et fællesskabende sted for alle, er vi meget glade for at have bidraget. Vi håber, at det nye medborgerhus i mange år fremover vil danne ramme for mange sjove timer, fantastiske oplevelser, meningsfulde fællesskaber og nye spirende venskaber for børn og unge i Hillerød og omegn”, siger Monika Skadborg, formand for TryghedsGruppens regionale råd i Region Hovedstaden.

Lokale og Anlægsfonden: “Nok er det bygningen, der nu åbner, men det er indholdet, der er det vigtigste. Det nye Street-Lab vil kunne styrke det, Street-Lab foreningen allerede gør så godt. Deres særlige organisering med stor åbenhed og deres mange forskellige aktiviteter får nu nye rammer, der er bygget netop til den mangfoldighed. Det skal gøre det nemmere, mere inspirerende og ikke mindst endnu sjovere for både nuværende og kommende medlemmer og unge i Hillerød at komme i huset, være med og selv udvikle nye aktiviteter. Vi glæder os til at følge med i, hvordan de unge indtager deres nye, imponerende mødested.”

Nordea-fonden: ”Street-Lab giver børn og unge et sted at høre til, prøve kræfter med nye interesser og skabe fællesskaber sammen med andre. Det er vi glade for at være med til at støtte,” siger Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Realdania: "Vi ved, at vores relationer til andre mennesker har enorm betydning for vores livskvalitet. Men relationer og fællesskaber har brug for steder, hvor de kan opstå og udvikle sig. Og dét kan de i Street-Lab i Hillerød. Her får børn og unge med forskellige interesser og forudsætninger en fælles base, hvor de kan mødes, udfolde sig og bare være. Og fordi de unge selv har været med til at skabe stedet, er der gode muligheder for, at det bliver et sted, de oplever som deres eget," siger Nina Kovsted Helk, adm. direktør i Realdania.

Salling Fondene: Adrian Francis Serrano Otterstrøm, varehuschef i føtex Hillerød, er glad for at se, at Street-Lab nu er en realitet: "Det er fantastisk, at projektet er i mål, og det glæder mig, at Salling Fondene har været med til, at det lykkes. Jeg håber og tror, at rigtig mange børn og unge får glæde og gavn af de nye rammer," siger han.

Relaterede projekter