Menu

Søren Vester bygger sommerhus

Et hus, de fleste havde opgivet – nu viser Søren Vester en ny vej i nyt DR-program

10. august 2026

”De sagde alle sammen, at det ikke kunne betale sig at renovere på det – det var der ingen chance for. Og når man så det fra starten, forstår man det sådan set godt”, siger Søren Vester om det gamle husmandssted, som bliver forvandlet til sommerhus – følg rejsen i nyt DR-program fra den 19. august 2026.

I udkanten af den lille vestjyske by Agger har Søren Vester købt et gammelt husmandssted for at renovere det til et moderne familiesommerhus. Han vil vise, hvordan man kan renovere et hus, der typisk ville blive revet ned, med genbrug og biobaserede materialer. Søren Vester og familien deler processen i det nye DR-program Søren Vester bygger sommerhus, der vises på DR fra onsdag den 19. august 2026.

De fleste ville have revet huset ned.

Det lille husmandssted i Tåbel ved Agger var slidt, fyldt med udtjente bygningsdele og med asbest i taget. Håndværkerne var ikke i tvivl: Det kunne ikke betale sig at renovere. Men Søren Vester ville noget andet.

I DR's nye programserie Søren Vester bygger sommerhus følger seerne over otte afsnit den omfattende forvandling af det gamle husmandssted til et moderne familiesommerhus – med genbrug, biobaserede materialer og en ambition om at vise, at vi kan bygge på en anden måde.

”De sagde alle sammen, at det ikke kunne betale sig at renovere på det – det var der ingen chance for. Og når man så det fra starten, forstår man det sådan set godt”, siger Søren Vester.

Stands op, før nedrivere rykker ind

Realdania har støttet programserien, der får premiere på DR i uge 34, med ambitionen om at bringe viden om renovering ud til et bredt publikum og inspirere flere til at se mulighederne i de bygninger, vi allerede har.

”Vi skal blive langt bedre til at få øje på værdien i de huse, som måske ikke står øverst på listen over bevaringsværdig arkitektur, men som stadig er værd at bevare og rummer gode historier og masser af muligheder. Det er netop det, Søren Vester i serien vil vise. Med lokalt dyrkede, biobaserede materialer, lokale kræfter og en meget stor portion gåpåmod kan danskerne følge med i forvandlingen af et hus, de fleste havde opgivet, til et levende og moderne hjem. Hvis programmet kan få flere til at standse op, før nedriverne rykker ind, og spørge: Hvad kan vi bevare, og hvad kan vi bygge videre på? Så er vi nået rigtig langt,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.

”Vi er nødt til at tage ansvar”

Fra første dag har ambitionen været klar: Huset skulle bevares. Ikke fordi det var den nemmeste løsning, men fordi det var den rigtige.

”Nybyg har et kæmpe klimaaftryk, og der bliver brugt så meget stål, jern og beton, som er hårdt for klimaet. Planeten er presset på alle måder, og vi er nødt til at tage ansvar. I Danmark har vi brugt de ressourcer, jorden kan genskabe på et helt år, allerede i marts måned, og vi er simpelt hen nødt til at ændre på vores måde at bruge ressourcer på i dagligdagen. Det går ikke, at vi bliver ved med at smide køkkener ud efter 10 år og rive huse ned, der ikke er udtjent,” forklarer Søren Vester.

I mange år har Søren Vester inspireret danskerne til at tænke anderledes om haven i Søren Vesters Have. Nu flytter eksperimenterne indenfor. Det nye program handler om at vise, at renovering med genbrug og biobaserede materialer kan lade sig gøre – også for almindelige boligejere.

45 tons elefantgræs på taget

På sommerhusets tagspær ligger et helt nyt, biobaseret isoleringsmateriale. Det er udviklet som en del af renoveringen – og ifølge Søren Vester er der tale om en verdensnyhed: ”Vi har ikke kunnet finde andre i verden, der har lavet det, og det er lidt vildt, for det er opstået som en sjov ide, som så viste sig at kunne lade sig gøre og faktisk have et kæmpe potentiale,” forklarer han.

Elefantgræsset er høstet i Thise, granuleret og blandet med kalk i en stor foderblander. Derefter skulle 45 tons af det op på sommerhusets tag.

”Den lokale landmand kom og kranede det op på taget, og så var der ti lokale gymnastikgutter, der sad og trykkede det fast, mens ingeniøren, der har været med til at udvikle det, sad overskrævs på tagryggen – ligesom dem, der byggede kanoner i gamle dage, sad overskrævs på dem ved den første affyring,” siger Søren Vester.

Elefantgræsset er et af de steder, hvor Søren Vester går længere end de fleste. Men ambitionen er ikke, at alle skal gøre præcis som ham. Den er at vise, at mulighederne er langt større, end mange måske tror.

”Jeg vil gerne vise, at man som helt almindelig boligejer kan renovere et hus på en ordentlig måde og med respekt for klimaet. Mange siger, at det er for dyrt eller besværligt at bygge med genbrug og biobaserede materialer, og det er rigtigt, at det kræver noget af os som bygherrer. Men det kan godt lade sig gøre. Jeg ved godt, at jeg nok går tyve skridt længere end de fleste, men det er vigtigt for mig at vise, at der er masser af muligheder, som andre forhåbentlig kan blive inspireret af.”

’Hvis de kan, så kan jeg også’

Mange danskere står over for at renovere eller bygge om i de kommende år. Serien gør de store valg mere konkrete og viser i praksis, hvordan eksisterende bygninger kan udvikles med afsæt i både traditionelle håndværk, nye materialer og moderne løsninger.

For Søren Vester begyndte processen længe før håndværkerne rykkede ind. Familien lod huset stå urørt i over et år for at lære det at kende og undersøge mulighederne, inden de traf de afgørende beslutninger.

”For mig har det været en fantastisk rejse at finde ud af at se mulighederne i det, der var. Jeg har brugt mit netværk – arkitekter, designere og så videre – som sparringspartnere og fået en masse råd og ideer, som jeg så har arbejdet videre med.”

Den tålmodighed har været afgørende, mener han.

”Vi håber – alle os, der har arbejdet på det her – at man kan se, hvor meget vi har hygget os og haft det sjovt med det. Og vi håber, at vi kan vække en nysgerrighed, hvor andre tænker ’okay, hvis de kan, så kan jeg også.’

Den 2. september udkommer efterårsnummeret af magasinet Bolius, hvor du kan læse en længere reportage fra Søren Vesters sommerhus.

Søren Vester bygger sommerhus har premiere på DR i uge 34 onsdag den 19. august 2026 og kan også ses på DRTV.