Der er over 400 kulturhuse i Danmark, og hvert år har de tilsammen 16 millioner brugere og besøgende. Kulturhusene kan se vidt forskellige ud i både størrelse, aktiviteter og brugere, og derfor er det svært at sætte to streger under, hvordan det gode kulturhus ser ud, og hvordan man bedst tiltrækker flere og forskellige målgrupper.
”Mange kulturhuse har ret få ansatte og flere frivillige. Det er dygtige mennesker og ildsjæle, der gør en stor forskel for lokalsamfundene ude i landet, men mange af dem efterspørger også mere viden om, hvordan de kan indrette deres bygninger og aktivt bruge dem til at skabe mere gavn for deres brugere,” siger Matilde Lund Larsen, sekretariatsleder i Kulturhusene i Danmark.
Flere brugere fra flere målgrupper
For at skabe mere af lige præcis den viden får kulturhusene nu mulighed for at søge støtte til forundersøgelser af, hvordan kulturhuset igennem arkitektoniske virkemidler kan lykkes endnu bedre lokalt. Puljen er en del af indsatsen Kulturhuse for Alle, der er initieret af Realdania og er et samarbejde mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Kulturhusene i Danmark.
De valgte kulturhuse vil kunne få støtte af en værdi op til 500.000 kr. Støtten vil gå til forundersøgelser, hvor man i samarbejde med proces- og arkitektfaglige rådgivere skal undersøge, hvordan der kan arbejdes med arkitekturen, rummene og indretningen i deres bygninger for at understøtte kulturhusets udvikling og invitere flere og forskellige målgrupper indenfor. Der lægges vægt på lokal inddragelse af dem, som allerede er i huset, og målgrupper, som landsdækkende tal viser ikke kommer så meget i kulturhusene.
”Flere millioner danskere kommer årligt i et kulturhus, og mange kommer flere gange om ugen eller måneden. Det skaber liv, fællesskab og personlig livskvalitet i vores store og mindre byer landet rundt. Den her pulje skal være med til at skabe viden om, hvordan man lokalt kan arbejde med de fysiske rammer og gøre kulturhusene endnu bedre. Og så er ambitionen også at få nogle af de mere underrepræsenterede grupper mere med i kulturhusene – fx unge, mennesker med minoritetsbaggrund eller mennesker med sårbarhed. Vi ved, at det er muligt, når vi arbejder med arkitekturen som et værktøj,” siger Mette Margrethe Elf, projektchef i den filantropiske forening Realdania.
Huse med nye formål
Mange af landets kulturhuse har hjemme i bygninger, der har haft andre formål tidligere, og det kan give udfordringer, når tidligere skoler, industribyginger og forsamlingshuse skal noget andet end det, de blev bygget til.
”Mange af de her bygninger er gode og solide, men de er bare ikke nødvendigvis fuldstændigt optimale til deres nye formål. Derfor kommer vi til at fokusere på transformation fremfor nybyggeri, og vi håber på et bredt ansøgerfelt af meget forskellige kulturhuse. Så skal vi sammen blive klogere på, hvordan vi i højere grad får arkitekturen til at invitere indenfor,” siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.
Alle mellemstore kulturhuse, som har været i drift i mindst fem år og har mellem 3-10 årsværk, kan søge støtte gennem Kulturhuse for alle. Fristen for ansøgninger er 19. januar 2027.