Menu

Værksted for arkitektur og livskvalitet

15 tegnestuer får støtte til at lære af deres egne projekter

3. september 2026

15 arkitekttegnestuer får støtte til at lave evalueringer af deres egne projekter rettet mod børn og unge.

Den filantropiske forening Realdania støtter 15 arkitekttegnestuer, der hver især skal evaluere et af deres egne projekter. Her skal de undersøge, hvordan arkitekturen bliver brugt i hverdagen, og holde det op mod de oprindelige ambitioner for projektet.

Vi risikerer at misse værdifuld viden om vores bygninger, og hvordan de bliver brugt, hvis vi ikke aktivt opsøger den. Det mener den filantropiske forening Realdania, der i februar åbnede for en pulje, hvor arkitekttegnestuer kunne søge støtte til at gennemføre evalueringer af et af deres egne projekter. 40 tegnestuer søgte, og 15 af dem har nu fået godkendt deres ansøgning.

En af de tegnestuer, der har fået tildelt støtte, er ERIK(Arkitekter), der skal tilbage og se på deres arbejde med Tradium Tømrerskole i Randers. I dialogen med de unge, der skulle bruge den nye bygning, kom der bl.a. et ønske frem om at få skabt noget, der var meget specifikt for dem og deres fag. Det skulle være tydeligt, det er et sted, man uddanner tømrere.

”Skolen har været i brug i en længere periode og har nogle interessante arkitektoniske greb – både store og små – da vi har arbejdet med de materialer, som eleverne selv skal lære om – nemlig træ. Så vi er nysgerrige på, om det arkitektoniske greb med synlige materialer og processer har indflydelse på elevernes læring, trivsel og især faglige identitet,” siger Gitte Frederiksen Kjølby, partner, arkitekt og udviklingschef i ERIK(Arkitekter).

Viden kræver tid

Netop det, at bygningen er taget i brug, har været et krav for at kunne få støtte. For ønsket har været at kigge mod byggerier og steder, hvor børn og unge færdes, og fra deres perspektiv se, hvordan arkitekturen bliver brugt i hverdagen. Derfor er alle de støttede projekter også koblet op på enten daginstitutioner, skoler, uderum, byrum eller fælleshuse, der alle har børn og unge i centrum. Og det er en type evaluering, der ikke kun er et fokus for Realdania – også hos Arkitektforeningen har man blikket på evalueringer med et længere sigte.

”Én ting er at lave byggetekniske evalueringer, når et byggeprojekt står færdigt. Det er godt og vigtigt, men for os og vores medlemmer er det også interessant at få endnu mere viden om, hvordan vores rum og bygninger rent faktisk bliver brugt, og om de lever op til vores ambitioner. Og for at opnå det skal vi give dem tid. Brugerne skal have tid til at lære dem at kende og til at opbygge nye rutiner. Derfor ser jeg frem til, hvad de 15 tegnestuer kommer til at gøre sig af erfaringer, og hvordan flere kan lære af det,” siger Johnny Svendborg, forperson i Arkitektforeningen.

De 15 evalueringsprojekter

De 15 tegnestuer, der har fået støtte, skal være med til at arbejde med evaluering og skabe viden om, hvordan arkitektur påvirker børn og unges hverdagsliv. Derfor er alle de steder, de skal evaluere, også fundet blandt daginstitutioner, skoler, byrum, opholds- og uderum samt fælleshuse og kulturhuse – steder, hvor børn og unge kommer i hverdagen.

Sammenlignende evaluering af tre dagsinstitutioner - arkitekturens betydning for trivsel, pædagogik og hverdagspraksis. Tegnestue: Pluskontoret Arkitekter

Sammenligning af tre nybyggede integrerede daginstitutioner. Tegnestue: Skala Architecture

Arkitekturens betydning for brugen af nære uderum. Tegnestue: AART

Heerup Skole - Evaluering af rumlige greb i en transformeret specialskole. Tegnestue: Matters

Sluseholmen Skole - Læringsrum og sambrug. Tegnestue: JJW Arkitekter

Udskolingens rum - hvordan påvirker skolens fysiske rammer unges læring, trivsel og relationer? Tegnestue: GPP Arkitekter

Udskolingsafdeling Hornslet Skole - Hvordan fungerer det i praksis? Tegnestue: Kjaer & Richter

Fra "Drøn På" til "Wonder Wood" - uderummene ved Skørping Skole 2016-2026. Tegnestue: VEGA Landskab

En evaluering af Tømrerskolen i Randers - Tegnestue: ERIK(Arkitekter)

Sandkaj og byrum i Aarhusgadekvarteret i Københavns Nordhavn. Tegnestue: Cobe

Urban Minded: teenagepiger former Esbjergs bymidte. Tegnestue: Henning Larsen

Enghaveparken: Vand, kredsløb og hverdagsliv: Hvordan virker klimaparken for børn og unge? Tegnestue: Tredje Natur

Den Grønne Rute - Fællesskaber i bevægelse. Tegnestue: Flåk

Fra samskabelse til hverdagsbrug - evaluering af Fælleshuset i Årslev som lærings- og fællesskabsrum for børn og unge. Tegnestue: Verna

Biblioteket som hverdagsrum - evaluering af tre biblioteksprojekter for børn og unge. Tegnestue: NOAA Arkitekter

Læring i plenum

Udover den økonomiske støtte samler Realdania også de udvalgte projekter i et læringsrum, der løber samtidig med evalueringerne. Her vil deltagerne på fire møder arbejde med evaluering og tale om erfaringerne indbyrdes.

”Nu har vi fået udpeget de 15 tegnestuer, der får støtte, og det bliver spændende at følge med i, hvad de får gjort sig af erfaringer, for vi tror på, der gemmer sig nogle virkelig gode indsigter i alle de her projekter. Og mindst lige så spændende bliver det at få samlet dem alle i vores læringsrum, så de kan lære af hinandens erfaringer, og hele byggebranchen på sigt kan lære af dem,” siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.

Realdania giver i alt 4.395.000 kr. i støtte til evalueringsprojekterne, der efter planen vil være færdiggjort med udgangen af 2026.