Menu

Cirkulært byggeri: Ny analyse kortlægger 7,5 mio. ton byggeaffald

16. september 2026

”Hvis vi skal blive bedre til at holde byggematerialer og råstoffer i kredsløb, skal vi først vide, hvor materialerne er, hvor store mængder, der er tale om, og hvad der sker med dem" - Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania

En ny analyse udarbejdet for Realdania anslår den samlede mængde bygge- og anlægsaffald til omkring 7,5 mio. ton om året – cirka 3 mio. ton mere end registreret i den nationale statistik. Kun 23 procent bliver genanvendt og bearbejdet, så affaldsmaterialerne kan indgå i nye produkter. Analysen skal bidrage med ny viden om, hvor byggeriets materialer ender, og hvordan flere af dem kan bringes tilbage i kredsløb.

Når bygninger rives ned eller bygges om, produceres der store mængder byggeaffald bestående af beton, tegl, træ, metal og andre materialer. Men en betydelig del af materialerne optræder ikke i den nationale affaldsstatistik. Det viser en ny analyse udarbejdet for den filantropiske forening Realdania.

Analysen, der kortlægger 17 forskellige materialefraktioner fra bygge- og anlægssektoren, giver et mere detaljeret billede af både mængderne, og hvad der efterfølgende sker med materialerne. Analysen anslår, at der samlet produceres omkring 7,5 mio. ton bygge- og anlægsaffald om året inden for de undersøgte materialestrømme. Til sammenligning registrerer Miljøstyrelsens nationale affaldsstatistik omkring 4,5 mio. ton. Det betyder, at den reelle mængde ifølge analysens estimat er cirka 3 mio. ton – eller knap 70 procent – større end den registrerede. Herunder anslår analysen, at omkring 2 mio. ton beton og 817.000 ton mursten ikke registreres i den nationale affaldsstatistik.

”Det er helt centralt, at vi i arbejdet med at fremme cirkulære materialestrømme i byggeriet ved, hvor meget byggeaffald vi reelt har med at gøre. Analysen kommer nu med et estimat, der ligger langt højere end det, vi oprindeligt troede. Analysen er vigtig, fordi den hjælper med at identificere, hvor mange potentielle sekundære materialer, der findes, og peger på et betydeligt potentiale i den måde ressourcerne udnyttes bedre” siger Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania.

Store mængder registreres ikke

Forskellen mellem de registrerede og estimerede mængder skyldes ifølge analysen, at primært beton og tegl ofte bliver knust lokalt og ikke passerer et modtageanlæg. Når det sker, bliver materialerne ikke registreret i affaldsstatistikken. Det betyder også, at materialernes videre færd eller endestation ikke registreres. Materialer ender i nogle tilfælde med at blive brugt som bærelag under indkørsler, terrasser og byggeri, hvor det tjener en reel funktion. I andre tilfælde ender materialerne uden funktion som opfyld i kælderudgravninger og jordvolde eller spredt på grunden.

”Hvis vi skal blive bedre til at holde byggematerialer og råstoffer i kredsløb, skal vi først vide, hvor materialerne er, hvor store mængder, der er tale om, og hvad der sker med dem. Det er vigtig viden, fordi et bedre datagrundlag fortæller os, at der er gode materialer som f.eks. knust beton, der reelt kunne løse en del af den mangel på sten, sand og grus, branchen står overfor, men som i stedet ender som opfyld eller i en vold hvor der lige så vel kunne have været brugt jord,” siger Pelle Lind Bournonville.

Analysen fastslår i øvrigt, at de registrerede mængder i affaldsdatasystemet er retvisende.

23 procent bliver genanvendt og bearbejdet

Analysen viser, hvad der forventes at ske med de 7,5 mio. ton bygge- og anlægsaffald. Kun omkring én procent bliver genbrugt – altså brugt igen uden først at blive omdannet til et nyt materiale.

23 procent bliver genanvendt og bearbejdet, så materialerne kan indgå i nye produkter. Den største andel, 64 procent, nyttiggøres, men falder i realiteten i to kategorier. I den ene får materialerne en anden anvendelse og erstatter jomfruelige materialer, f.eks. når egenskaberne ved knust beton og tegl udnyttes til bærelag i veje. Materialerne går dermed ikke til spilde, og bevarer nytteværdien. I den anden kategori ender en del af materialerne – primært de lokalt nedknuste – dog som opfyld, hvor materialegenskaberne ikke udnyttes og nytteværdien er lille eller nul. Af de resterende 12 procent bliver nogle forbrændt til varmeenergi og andre deponeret.

Stort potentiale for genanvendelse

Samlet set anslås potentialet for yderligere at genanvende og genbruge materialer på helt op til 2,4 mio. tons årligt. Det gælder beton, som både udgør en stor materialestrøm og er afhængig af jomfruelige råstoffer som sten, sand og grus, men også mursten, tagsten, træ og isoleringsmaterialer. Det vil svare til mere end en fordobling i genanvendelse og genbrug i forhold til i dag.

”Beton er Danmarks mest anvendte byggemateriale, og samtidig er adgangen til jomfruelige råstoffer en stigende udfordring. Derfor er det afgørende, at vi bliver bedre til at udnytte de materialer, vi allerede har. Her giver analysen os vigtig ny viden om, hvor store mængder der er tale om, hvor materialerne befinder sig, og hvad der sker med dem. Det er helt grundlæggende, hvis vi skal lykkes med at få mere nedbrudt beton tilbage i produktionen af nye betonprodukter og generelt bruge færre jomfruelige råstoffer,” siger Dorthe Mathiesen, chef i Dansk Beton og underdirektør i DI Byggeri.

Næste skridt

Med denne første rapport er materialestrømmene i bygge- og anlægssektoren blevet kortlagt, og potentialet for at få flere materialer tilbage i kredsløb er blevet identificeret. Næste skridt i Realdanias indsats bliver at undersøge og beregne de klima-, ressource- og samfundsøkonomiske konsekvenser ved at genanvende frem for at nyttiggøre fire centrale materialefraktioner: beton, træ, gips og tagpap.

Den tredje og afsluttende rapport vil samle trådene og fremlægge en række forslag til, hvordan de største materialefraktioner kan opnå den højest mulige værdi i en cirkulær anvendelse.

Om analysen

Rapporten er den første af tre delrapporter under Realdanias indsats Cirkulært Byggeri 2.0. Målet er at skabe et stærkere vidensgrundlag for arbejdet med at reducere byggeriets ressourceforbrug og få flere eksisterende materialer tilbage i kredsløb.

Analysen kortlægger materialestrømmene for 17 udvalgte typer bygge- og anlægsaffald. Den bygger blandt andet på data fra Affaldsdatasystemet (ADS), litteraturstudier, konkrete cases og interviews med aktører i branchen.

Rapporten er udarbejdet af Trap, Rose & Ekblad, Rådgivende Ingeniører og Biologer ApS (TRE), Om Affald og Danish Waste Solutions ApS. Analysen omfatter affald, der opstår i forbindelse med opførelse, renovering og nedrivning af bygninger samt anlægsaktiviteter. Jord indgår ikke i kortlægningen.

Ny pulje: Realdania søger SMV’er og iværksættere

Realdania har lanceret en ny pulje for virksomheder, der kan gøre brugte materialer til nye byggematerialer. Realdania søger iværksættere og mindre virksomheder, der arbejder med at øge genanvendelsen af materialer i byggeriet. Det kan være virksomheder, der udvikler nye byggematerialer, arbejder med forarbejdning af materialer eller gør det lettere at dokumentere, kvalitetssikre, sortere og anvende genanvendte materialer.

Iværksættere og SMV’er kan søge op til 1 mio. kr. til at udvikle og bringe cirkulære løsninger tættere på markedet.

Ansøgningsfrist er den 28. september 2026.

Læs mere her.

Cirkulært byggeri: Ny analyse kortlægger 7,5 mio. ton byggeaffald

En ny analyse udarbejdet for Realdania anslår den samlede mængde bygge- og anlægsaffald til omkring 7,5 mio. ton om året – cirka 3 mio. ton mere end registreret i den nationale statistik. Kun 23 procent bliver genanvendt og bearbejdet, så affaldsmaterialerne kan indgå i nye produkter. Analysen skal bidrage med ny viden om, hvor byggeriets materialer ender, og hvordan flere af dem kan bringes tilbage i kredsløb.

Relaterede projekter