Mistrivsel løses ikke alene med bedre rammer. Men steder betyder noget

Kronik fra Nina Kovsted Helk, Adm. direktør i Realdania, og Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet . Bragt i Avisen Danmark den 23. september

Sådan er livet selvfølgelig. Ingen børn kan eller skal være glade hele tiden. Men som voksne har vi et ansvar for at skabe et samfund, hvor børn og unge har gode muligheder for at trives, udvikle sig, danne relationer og finde deres egen vej i livet.

De er vores fremtid. Helt bogstaveligt har de mere liv foran sig end os voksne. Men de skal også skabe fremtidens familier, arbejdspladser, foreninger og samfund.

Derfor bør det optage os alle, når børn og unge oplever stress, præstationspres, ensomhed og mistrivsel.

Debatten handler med god grund ofte om pressede dagtilbud og skoler, sociale medier, skærme, præstationskultur, diagnoser og forældrenes rolle. Alt sammen relevant. Men der er en vigtig del af børn og unges liv, der godt kan få mere opmærksomhed. De fysiske steder, hvor livet foregår.

Skolen og skolegården. Fritidsklubben. Idrætshallen. Boligområdet. Gaden, pladserne og de uformelle steder, hvor man kan mødes. For de fysiske rammer er også vigtige, når det handler om at skabe tryghed, trivsel og deltagelsesmuligheder for flere.

En fælles ambition fra to forskellige verdener

Vi kommer fra to forskellige organisationer og faglige verdener. Red Barnet arbejder for at fremme børns rettigheder og med børn, der blandt andet vokser op i fattigdom, føler sig ensomme, bliver mobbet eller på anden vis oplever mistrivsel. Børn i udsatte positioner, og børn som oplever at stå uden for fællesskaber.

Realdania arbejder med det byggede miljø – med vores bygninger, byrum, landsbyer, boligområder og mødesteder – og med, hvordan de påvirker vores livskvalitet.

Og vi har et fælles ønske. Vi vil bidrage til et samfund, hvor flere børn og unge deltager og er inkluderet. Hvor de trives og oplever, at de hører til. Hvor de får mulighed for at være nysgerrige, udfolde sig, få venner, prøve sig selv af, blive hørt og udvikle sig som mennesker.

Fra vores forskellige steder har vi forskellige erfaringer og tilgange til, hvordan vi kan hjælpe børn og unge. Men vi ser også det samme potentiale i at fokusere mere på, hvordan steder og fysiske rammer kan bidrage.

De fleste trives - men ikke alle

Trivselskommissionen har med rette understreget, at vi ikke skal fortælle historien om en hel generation i mistrivsel. De fleste danske børn og unge trives.

Men udviklingen giver alligevel grund til ekstra opmærksomhed. Markant flere børn oplever mobning end for fem år siden. Flere oplever ufrivilligt højt skolefravær. Flere undersøgelser viser, at andelen af børn og unge med den laveste trivsel er steget, mens andelen af børn og unge, der oplever den højeste trivsel er faldet. Omkring hvert tiende barn eller ung har en registreret psykiatrisk diagnose.

Og vi ved, at mistrivsel for børn og unge kommer med en social slagside.

Det kræver, at vi sætter ind på flere fronter, for der findes ikke bare én forklaring eller nogen nemme løsninger. Det kræver, at vi i høj grad ser på rammerne for det gode børneliv og ikke blot på det enkelte barn.

Fællesskaber gør en forskel

Vi ved, hvor afgørende det er for alle børn – og voksne - at føle, at vi hører til, og at vi er en del af trygge fællesskaber. Det gælder ikke mindst for børn i udsatte positioner.

Men ikke alle børn har lige let adgang til de fællesskaber. 30.000 børn mellem 11 og 15 år føler sig ofte eller meget ofte alene, og alt for mange kæmper for at få en værdig plads i børnefællesskaberne.

Der er alt for mange barrierer, hvor især økonomi og sociale forhold gør, at mange børn ikke kommer til spejder, dans, fodbold eller i klub og SFO, og at mange børn ikke føler, at de er en del af fritidslivet.

Uligheden betyder også, at børns adgang til naturoplevelser og udeliv samt kulturelle tilbud er vidt forskellig. "Mens nogen børn og unge kommer i biografen, i teateret og ud i den danske natur, så er der tusindvis – svarende til cirka et barn i hver skoleklasse - af familier herhjemme, hvor det er svært at finde penge til en tur i svømmehallen og til bussen derhen.

Her betyder de fysiske rammer også noget. For arbejdet med trivsel og fællesskaber bliver stærkere, når der er gode rammer, hvor børn og unge er trygge, trives og kan være sammen med deres venner. Inkluderende rammer, hvor alle har mulighed for at deltage og være med.

Steder betyder noget for vores liv

I Realdania har vi i over 25 år arbejdet for at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø.

Vi ved fra vores 25 års arbejde med det byggede miljø, at steder og fysiske rammer har betydning for vores livskvalitet. Vi ved, at steder former mennesker – og at mennesker former steder. Og vi ved, at vores relationer og fællesskaber er noget af det, der betyder allermest for, hvordan vi har det.

Derfor er det naturligt for os at spørge: Hvordan kan vores viden og erfaring bidrage til bedre trivsel blandt børn og unge? Og hvordan kan vi udvikle steder, så flere børn og unge får mulighed for at være en del af et fællesskab?

De spørgsmål er blevet så vigtige for os, at "Rum for børn og unge" nu er ét af ni fokusområder i vores filantropiske strategi.

Vi har allerede erfaringer at bygge videre på. I vores indsats "Skolens Rum" arbejder skoler med, hvordan klasselokaler og fællesarealer kan skabe bedre muligheder for læring, samarbejde og fællesskab.

På Julemærkehjemmet i Hobro har vi støttet en multihal, der skal give børn i en sårbar situation bedre rammer for aktivitet og fællesskab.

Men selvom vi ved en del, har vi ikke alle svarene.

Derfor har vi i Realdania lanceret dialogkampagnen "Hej, hvad ser du?". Her inviterer vi børn og unge – og forældre, fagpersoner og andre voksne omkring dem – til at fortælle om de steder, der betyder noget i deres liv, og om deres behov, ønsker og drømme til fremtidens steder.

Vi vil kombinere vores viden om det byggede miljø med den viden, som børn, unge og de voksne omkring dem har.

Vi kan ikke bygge os ud af mistrivsel

Lad os dog slå én ting fast: Vi kan ikke bygge os ud af børn og unges mistrivsel. En ny skolegård gør løser ikke de mange udfordringer for et barn med alvorlige psykiske udfordringer. En flot fritidsklub kan ikke i sig selv skabe et stærkt fællesskab. Og arkitektur kan ikke erstatte nærværende voksne, gode relationer eller professionel hjælp, når der er behov for det.

Men det modsatte er også sandt: Vi skal ikke være ligeglade med de steder, hvor børn og unge tilbringer en stor del af deres liv.

Et sted kan invitere indenfor eller signalere, at man ikke hører til. Det kan gøre det let at mødes – eller svært. Det kan give plads til både den udadvendte og den mere stille. Til aktivitet og fordybelse. Til at være sammen og til at trække sig.

Et godt børne- og ungeliv handler ikke kun om fraværet af mistrivsel. Det handler om at føle sig tryg og betydningsfuld. Om at have venner og høre til. Om at kunne udforske verden, tage del i den og gradvist udvikle sig som menneske.

Det er vores fælles ambition at bidrage til det, selv om vi kommer fra to forskellige verdener. Og vi håber, at andre vil være med til at hjælpe os i vores fælles mission.

Derfor vil vi gerne invitere flere ind i samtalen. Lærere, pædagoger, klubmedarbejdere og frivillige, der hver dag er tæt på børn og unge. Kommuner og andre offentlige aktører, som har ansvar for mange af de skoler, institutioner, fritidstilbud, byrum og boligområder, hvor børn og unge lever deres hverdagsliv. Og foreninger, organisationer, forskere, fagfolk og fonde, som allerede arbejder med trivsel, fællesskaber og gode børne- og ungeliv. Og først og fremmest børnene og de unge selv.

Hvilke steder gør allerede en positiv forskel? Hvor ser I barrierer? Hvad mangler børn og unge i deres hverdag? Og hvilke idéer bør vi afprøve, hvis de fysiske rammer skal bidrage mere til fællesskab, trivsel og livskvalitet? Det vil vi gerne blive klogere på sammen med andre.

For ingen organisation, kommune eller faggruppe kan løse trivselsudfordringerne alene. Men hvis vi bringer vores forskellige erfaringer, fagligheder og muligheder sammen, tror vi på, at vi kan gøre en større forskel.

Hvis vi vil skabe bedre betingelser for børn og unges liv, skal vi se på hele deres liv. Også de steder, hvor det leves.