Ølgod har fået et nyt samlingspunkt midt i byen. Fredag den 4. september blev Ølgod Kulturhus indviet, og byens borgere kan nu tage hele huset i brug.
Det nye kulturhus samler en række af byens kultur- og fritidstilbud under samme tag. Her er blandt andet bibliotek, lokalhistorisk arkiv, musik- og billedskole, teater, café, værksteder og mødelokaler, som skal danne ramme om både planlagte aktiviteter og hverdagens mere uformelle møder.
Kulturhuset er resultatet af en længere proces, hvor foreningen Kulturhusets Venner, der har lidt over 500 medlemmer, sammen med Varde Kommune og en række fonde og bidragsydere har arbejdet sammen om at skabe et nyt sted for byens fællesskaber.
"Vi har i Kulturhusets Venner siden 2017 arbejdet med stor dedikation for at realisere visionen om et nyt og tidssvarende kulturhus i Ølgod. Nu markerer vi fuldendelsen af et projekt, der kun har kunnet lade sig gøre gennem en usædvanlig stærk lokal opbakning og et tæt samarbejde mellem Varde Kommune, fonde og lokale bidragsydere", siger Ejvind Jensen, formand for Kulturhusets Venner, i en pressemeddelelse fra Varde Kommune.
Kultur og fællesskaber som supplement til butikslivet
Mange mindre og mellemstore byer oplever i disse år, at butikker lukker, og at bymidten derfor skal kunne noget andet og mere end tidligere. Her kan kultur, foreningsliv og andet være med til at supplere butikslivet og give flere mennesker en grund til at opholde sig i bymidten.
Det er netop det, Realdania ønsker at støtte op om med Bymidtepuljen, og har derfor støttet Ølgod Kulturhus med 13,75 mio. kr.
Realdania har blandt andet lagt vægt på, at projektet i Ølgod har handlet om at transformere det eksisterende kulturhus, og at så mange lokale kræfter har engageret sig i projektet.
"Ølgod Kulturhus er et stærkt eksempel på det, vi gerne vil understøtte med Bymidtepuljen. Huset samler mange forskellige funktioner og skaber et nyt mødested midt i byen. Men mindst lige så vigtigt er det, at projektet er båret frem af et stærkt lokalt engagement og et samarbejde på tværs af kommune og lokalsamfund. Vi håber, at huset kan styrke kulturlivet som supplement til butikkerne og være med til at skabe flere anledninger til at bruge bymidten og møde andre mennesker", siger Ditte Marquard Jessen, projektchef i Realdania.
Løsninger skal vokse ud af det enkelte sted
Udfordringen med bymidter, der mister butikker og aktivitet, går igen mange steder i Danmark. Men det betyder ikke, at løsningen skal være den samme fra by til by. Erfaringerne fra Realdanias arbejde med bymidter peger netop på betydningen af at tage afsæt i det enkelte steds kvaliteter, behov og lokale kræfter.
I Ølgod har et mangeårigt lokalt engagement været en afgørende drivkraft. Og netop civilsamfundet kan spille en vigtig rolle, når en by skal finde nye veje frem. Samtidig ved man fra arbejdet med Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet, at det styrker fællesskabet, hvis man i lokalområdet arbejder sammen om en fælles sag. Og at det lokale fællesskab har stor betydning for livskvaliteten.
Ølgod Kulturhus har et samlet budget på 46,6 mio. kr. Ud over Realdanias støtte har blandt andre Varde Kommune, Lokale og Anlægsfonden og Nordea-fonden bidraget til kulturhuset.