Hvad er ideen bag 15 minutters-byen?
”15 minutters-byen handler om at planlægge byer, så borgernes vigtigste hverdagsfunktioner er tilgængelige inden for 15 minutters gang, cykling eller kollektiv transport. Konceptet får os til at forstå byen ud fra tid frem for afstand, og det giver en dybere forståelse af borgernes oplevelse af nærhed. Mange kommuner har ambitiøse klimamål, men det kan være en udfordring at omsætte dem til konkret handling. Her kan 15 minutters-byen give en ramme for at indarbejde klimahensyn i planlægningen – bl.a. hvordan det kan blive lettere at vælge grønne transportformer og udnytte eksisterende kvaliteter og ressourcer i stedet for at tilføre nyt.”
15 minutters-byen forbindes ofte med storbyen. Hvordan kan små og mellemstore danske byer bruge konceptet?
”Pilotprojekterne har vist, at konceptet kan bruges til at gå fra at planlægge mindre bysamfund som enkeltstående byer til at se dem som et sammenhængende netværk, hvor byernes forskellige funktioner supplerer hinanden, og gode og attraktive forbindelser binder dem sammen. Konceptet kan samtidig bruges til at understøtte en mere helhedsorienteret planlægning på tværs af by- og landzone og til at opbygge en ny fortælling om byen eller mobiliteten.”
Skal vi bygge mere for at skabe 15 minutters-byen eller få den eksisterende by til at fungere bedre?
”Det handler netop om at få overblikket over byens funktioner og kvaliteter, så vi kan understøttes og aktivere dem frem for at tilføje nyt. Men hvis man skal tilføje noget nyt, bør det ske under hensyntagen til 15-minuttersbyen og oplevelsen af nærhed.”
Pilotprojekterne viser, at folk gerne tager bilen, selv om skole og butikker ligger en kort cykeltur væk. Hvad skal der til, for at nærhed også fører til grønnere transportvalg?
”En af de centrale læringer fra pilotprojekterne er, at vi ikke kan sætte lighedstegn mellem fysisk nærhed og grøn mobilitet. Pilotprojekterne viser, at mange hverdagsfunktioner ofte ligger inden for gang- og cykelafstand, men at det ikke nødvendigvis betyder, at borgerne oplever dem som let tilgængelige eller vælger at gå og cykle. Her kan tryghed, kvaliteten af forbindelserne og den måde, hverdagen er organiseret på, have stor betydning for borgernes transportvalg. Det viser, at vi er nødt til at få en dybere forståelse af, hvad der ligger bag borgernes transportvalg fx gennem spørgeskemaanalyser.”