Debatindlæg bragt i Klimamonitor den 10. november 2026.
Af Mikkel Suell Henriques, projektchef i Realdania.
Da store dele af Syddanmark blev oversvømmet i 2023, firedobledes antallet af ansøgninger fra private i landets kystkommuner, der ønskede at opføre diger og højmure. En fuldt forståelig reaktion, som de fleste med vand i huset eller virksomheden nok ville gribe til.
Nogle steder i Danmark er situationen så akut, at diger og højvandsmure må til for at forhindre den næste ødelæggende oversvømmelse.
Men når vi som land skal beslutte, hvordan vi vil håndtere risikoen for oversvømmelse, er det vigtigt at huske på, at vores værktøjskasse rummer flere løsninger.
Diger er ikke en minimumsløsning
Indtil nu er diger og højvandsmure blevet fremstillet som basisløsningen: Staten hjælper med den nødvendige beskyttelse, mens kommuner og grundejere selv må betale, hvis natur, rekreative muligheder og andre kvaliteter skal indgå i løsningen.
Men er der tale om en minimumsløsning? Et dige kræver, at der udvindes og flyttes store mængder af ressourcer, som koster på klimakontoen. Det ændrer landskabet, påvirker naturen og kan afskære vores adgang til vandet. Diget skal løbende vedligeholdes, og efterhånden som havet stiger, skal det måske også forhøjes eller udbygges. Der er altså tale om et enormt anlægsarbejde med en meget høj regning til følge, hvis vi skal bygge diger langs en god del af Danmarks 8.750 km. lange kystlinje.
Alligevel har vi betragtet diget som den fornuftige startpakke. Natur, byliv og adgang til kysten bliver derimod reduceret til ekstraudstyr.
Men natur og rekreative kvaliteter er ikke pynt på klimatilpasningen. De kan være fundamentet i selve løsningen, og ofte også en billigere løsning på længere sigt.
Hvis vi tænker dem ind fra begyndelsen, kan den samme investering både beskytte mod vandet, styrke naturen og skabe bedre steder at bo og opholde sig.
Vi har flere håndtag end sand, ler og beton
Når vi skal reducere risikoen for oversvømmelse, har vi flere strategier til rådighed.
Vi kan undgå at bygge nyt på steder, der er i fare for oversvømmelse. Vi kan indrette bygninger og byrum, så de bedre tåler vand. Vi kan styrke varsling og beredskab, så vi lokalt er bedre forberedt til at håndtere oversvømmelser. Vi kan give vandet mere plads og bruge naturbaserede løsninger til at dæmpe bølger og tilbageholde vand. Og vi kan bygge diger, sluser og højvandsmure.
Forestil dig et byområde ved kysten. Den gængse tilgang er at beregne hvor højt et dige, det vil kræve at beskytte byområdet, for derefter at begynde diskussionen om hvem der skal betale.
Hvad hvis vi i stedet spurgte, hvordan vi gerne vil leve ved vandet og med vandet? Kan vi på nogen måder leve med en lille risiko, hvis vi er bedre forberedt? Er der nogle bygninger, der kan tåle mere, end vi tror? Kan vi indrette installationer og gulve, så de kan tåle oversvømmelser? Kan parker og grønne arealer udformes, så de kan optage vand under ekstreme hændelser? Og ultimativt: Kan vi tegne en vision for vores fremtidige liv ved kysten, hvor diget er nødløsningen, der først etableres som supplement, hvis de øvrige tiltag ikke er nok? Det er bl.a. den tilgang, man arbejder med omkring Svendborg Havn, hvor kongstanken er at finde løsninger, der gør det muligt at leve med vandet uden at sætte udviklingen af havnen i stå. Og det betyder, at vandet nogle steder – i de såkaldte blå zoner – vil få lov at skylle ind over kajkanten.
Fra Realdanias side vil vi gerne udfordre tendensen til at betragte diget som basisløsningen.
Nogle gange er et dige nødvendigt. Men selv det stærkeste dige kan ikke give fuld sikkerhed. Vandet kan stige mere end beregnet, eller en storm kan ramme på en måde, modellerne ikke forudså. Der vil altid være en restrisiko.
Samtidig risikerer et ensidigt fokus på at holde vandet ude af byerne at lede til løsninger, der forringer livskvaliteten. For adgangen til havet er en vigtig del af vores historie og kultur, og det har stor rekreativ betydning.
En ny tilgang til klimatilpasning
Realdania vil derfor foreslå en alternativ rækkefølge for beslutninger om klimatilpasning langs kysterne, hvor den naturlige minimumsløsning også er den mindst indgribende løsning. En rækkefølge, der hviler på en fremtid med og ved vandet. En rækkefølge der placerer diger, sluser og højvandsmure i toppen af interventions-trappen, og hvor beskyttelsen bygges op af flere lag, og rummer flere gevinster end ulemper.
Undgå at skabe ny risiko. Lad være med at bygge på steder, som fremover vil kræve beskyttelse.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt eller muligt, så suppler med:
Gør det eksisterende mindre sårbart. Indret/tilpas bygninger og infrastruktur, så oversvømmelser gør mindst muligt skade. Forbered beboerne på klimahændelser. Undersøg, om særligt sårbare funktioner kan flyttes over en lang tidshorisont.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt eller muligt, så suppler med:
Brug naturbaserede og integrerede løsninger. Giv vandet plads, hvor det er muligt, og lad beskyttelsen bidrage til natur, byliv og fritidsaktiviteter.
Hvis det ikke er tilstrækkeligt eller muligt, så suppler med:
Byg diger, sluser og højvandsmure, hvor de øvrige indsatser ikke rækker. Et dige kan godt være en nødvendig løsning, men diget kan ikke stå alene – husk at supplere med de ovenstående lag.
Siden 2011 har Realdania engageret sig i projekter, der viser, at klimatilpasning kan være meget mere end traditionelle beskyttelsesanlæg. Og at vi godt kan tilpasse byer og boliger til en fremtid med mere ekstremt vejr og samtidig bevare det gode byliv.
Så lad os udforske de mindre indgribende løsninger og kæmpe for, at vi danskere også om 200 år vil holde lige så meget af livet ved og med vandet, som vi gør i dag.