Levende bymidter og ejendomsudvikling
Hvad skal der til for at sikre en sund ejendomsudvikling i de mellemstore byer?
Og hvilke benspænd møder man i forhold til udvikling, renovering, drift og vedligehold?
Det var et par af de spørgsmål, som blev drøftet ved det første Realdania Værksted den 26. april i Ringsted. Deltagere i Realdania Debat var inviteret til at dele deres unikke viden og erfaringer med Realdania om ejendomsudvikling i Danmarks mellemstore byer. Ved arrangementet deltog også repræsentant for en kommune og en rådgiver med perspektiver på diskussionen.
Vi har samlet de pointer, der kom frem under ’Realdania Værksted: Ejendomsudvikling i de mellemstore byer, i nedenstående præsentation.
Tema: Udfordringer i de mellemstore byer
Danmarks byers vilkår forandrer sig i disse år, blandt andet med afsæt i en ændret befolkningssammensætning, ændrede indkøbsvaner og energikrisen. Det har betydning for, hvordan de mellemstore (4.000 - 40.000 indbyggere) byers eksisterende ejendomsmasse kan udvikles, renoveres og driftes.
Realdania har siden 2017 arbejdet med at styrke og understøtte Danmarks mellemstore byer, både ved at støtte fysiske projekter, og ved at opbygge viden om byernes rammevilkår, udfordringer og potentialer. Og dette arbejde fortsætter.