Menu

Fremmer fællesskabet 

For at skabe bedre mulighed for samvær og fremme fællesskabet mellem beboerne i Nordmandsvænget - en afdeling i Hornsherred Almennyttige Boligselskab, tog boligselskabets bestyrelse initiativ til igangsætning og gennemførelse af et projekt, der løfter de eksisterende udearealer i afdelingen. Formålet med projektet var at styrke dannelse af relationer og netværk blandt beboerne - på tværs af alder og baggrund - gennem forbedrede fysiske rammer for fælles samvær og udendørs aktiviteter. Idéen var, at et utilgængeligt og sumpet område i udkanten af afdelingen - på grænsen til marker, skulle omdannes til et opholds- og aktivitetssted for afdelingens beboere og besøgende.

Attraktivt opholdssted

Gennem en målrettet indsats er stedets potentialer blevet gjort tilgængelige og integreret i områdets øvrige udearealer. Den nyskabte sø udgør nu et attraktivt opholdssted med mulighed for aktivitet og oplevelser - både for afdelingens beboere, naboer og andre beboere i de nærliggende boligområder. Der er sket en kraftig udtynding af kratbevoksningen, så arealet er blevet lysere og mere overskueligt at opholde sig på. Vandhullet er blevet oprenset og udvidet til en lille sø, der er etableret en gangbro af træ hen over vandet, og fra broen kan man fx se på dyrelivet i vandet.

Det lokale mødested

I tilknytning til den lille sø er der etableret både en flisebelagt plads og en overdækket, åben bålhytte, så beboerne kan mødes til forskellige aktiviteter i både regn- og tørvejr. Udvidelsen af vandhullet til en lille sø og placeringen af en bålhytte er sket i tæt dialog med kommunen og Roskilde Museum, fordi arealet er en del af et naturbeskyttet område. I tilknytning til den nye bro over det oprensede og udvidede vandhul er der blevet opført en åben, overdækket trækonstruktion med en bålplads, hvor beboerne kan mødes for at grille og bage snobrød mv.

Det gode boligliv 

Projektet er støttet med midler fra vores kampagne det gode boligliv hvor vi ønsker, at bygge videre på de almene boligorganisationers lange og stærke tradition for fællesskab og gode faciliteter og dermed støtte en positiv udvikling af boligområdernes kvaliteter, deres omdømme og oplevelsen af at bo et godt og trygt sted.

Projektfakta

Projektperiode
2012 - 2013
Støttebeløb
375.000 kr.