x

Udfordringer 

Brøndby Strand er en bydel med store sociale forskelle, fysisk opdeling og lav deltagelse i fællesskaber. Mange beboere – især ældre – oplever ensomhed, og sammenhængskraften i området er under pres. Samtidig står bydelen over for store forandringer over de kommende år: 2.500 nye boliger og op imod 20.000 flere beboere. Det stiller krav om nye rammer, der kan styrke både nuværende og kommende borgeres trivsel og fællesskab.

Indsatser

Planen er at etablere et kvartershus i Tranumparken – et hus, der kan blive et naturligt mødested for hele bydelen. Parterne arbejder på at finde ud af, hvordan huset bedst kan forankres både juridisk og organisatorisk. Der ses også på, hvordan placeringen kan være med til at binde bydelen bedre sammen – og om huset skal bygges fra nyt eller tage udgangspunkt i en eksisterende bygning. Målet er et sted, der kan samle på tværs og understøtte hverdagslivet.

Resultat

Kvartershuset skal være et åbent og inkluderende sted, hvor beboere kan mødes og skabe fællesskab på tværs af forskelle. Det skal være med til at styrke lokal forankring og give plads til deltagelse og medskabelse. Visionen er, at huset ikke kun skal gøre en forskel i Brøndby Strand – men også inspirere til, hvordan man fremover kan skabe fællesskabsfaciliteter i en by i forandring.

Samarbejdspartnere

Projektet drives af Brøndby Kommune i samarbejde med Boligselskabet Tranemosegård, Postfunktionærernes Andelsboligforening, AKF og Sampension. Sammen planlægger de at oprette et arealudviklingsselskab, som skal stå for at føre projektet videre og sikre den fremtidige drift.

Om Fremtidens Kvartershuse

Fremtidens Kvartershuse skal styrke fællesskaber og bæredygtighed i almene boligområder – boligområder, der ejes af almene boligorganisationer og har plads til mennesker med forskellige baggrunde og indkomster. Gennem pilotprojekter og støtte bliver der her skabt lokale samlingssteder i trygge, inkluderende og klimavenlige rammer.