x

Udfordringen

Skovparken i Svendborg er et alment boligområde fra 1970’erne. Med årene er mange af de tilbud, der var i området – som butikker og institutioner – forsvundet, og det har gjort området mere isoleret. Beboerne har kun begrænset kontakt med hinanden, og området har tidligere stået på regeringens liste over udsatte boligområder. Nogle af bygningerne er siden blevet brugt midlertidigt til kontorer og foreningsaktiviteter.

Indsatser

En tidligere børnehave har fået nyt liv – nu som et åbent sted, hvor beboere og aktører skaber aktiviteter sammen. Her eksperimenteres med nye funktioner og fællesskaber i en proces, hvor huset gradvist udvikler sig til et kvartershus. Visionen er at skabe et fleksibelt og flerfunktionelt sted, der kan vokse og ændre sig med bydelens behov – og måske brede sig til flere bygninger i området. Et sted, hvor folks idéer og ressourcer kan komme i spil.

Resultat

Det nye bydelshus skal være en inkluderende ramme for møder mellem beboere, fagfolk og foreninger. Gennem en nænsom ombygning af den eksisterende bygning er målet at styrke lokale fællesskaber og samtidig fremme trivsel, deltagelse og beskæftigelse. Erfaringerne fra projektet skal munde ud i nogle designprincipper, der kan vise vejen for den videre udvikling af huset.

Samarbejdspartnere

Projektet drives af Sydfyns Almene Boliger i samarbejde med Svendborg Kommune og Den Boligsociale Helhedsplan. Med i udviklingsarbejdet er blandt andet medarbejdere fra familieområdet, det interkulturelle team, jobcenteret, sundhedsafdelingen og kultur- og fritidsområdet.

Om Fremtidens Kvartershuse

Fremtidens Kvartershuse skal styrke fællesskaber og bæredygtighed i almene boligområder – boligområder, der ejes af almene boligorganisationer og har plads til mennesker med forskellige baggrunde og indkomster. Gennem pilotprojekter og støtte bliver der her skabt lokale samlingssteder i trygge, inkluderende og klimavenlige rammer.