Skørpings kulturelle centrum
I hjertet af kulturliv og foreninger ligger Skørpings nye samlingspunkt midt mellem byens velbesøgte institutioner som KulturStationen, Skørping Bibliotek, Kultur- og Musikskolen, Ungehuset og Kinorevuen. Ligesom mange andre bymidter, er bymidten i Skørping under forandring, og der bliver færre bymidteerhverv og arbejdspladser. Derfor er der behov for at skabe liv på andre måder, bl.a. ved at samle centrale funktioner i et byrum, der henvender sig til alle borgere. Hidtil har gårdrummet ved KulturStationen godt kunne virke tomt og vindblæst, og trods den centrale placering har der manglet en naturlig forbindelse til de omkringliggende bygninger og resten af byen. Med den nye bymidte forventer man, at de omkringliggende institutioner i højere grad vil bruge gården til diverse aktiviteter samt flere uformelle besøg fra byens borgere.
Et centralt og levende bytorv
Projektet skal styrke fællesskaber og byliv i Skørping, med fokus på byens placering i Rold Skov.
- Gårdrummet ved KulturStationen skal forbindes med resten af byen og skabe et attraktivt miljø, der opfordrer til ophold og aktiviteter.
- Gårdrummet skal skabe et klart defineret centrum i byen, der øger kvaliteten og forbedrer sammenhængen mellem omkringliggende byrum samt invitere brugere fra de nærliggende bygninger til at bruge gårdrummet.
- Det nye centrum i byen skal blive et omdrejningspunkt for lokale aktiviteter og kulturelle oplevelser.
- Smutveje gennem området skal sikre et naturligt flow af mennesker og integrere gårdrummet i Skørpings bymidte.
En del af byfornyelsen i Rebild Kommune.
Projektet er en del af Rebild Kommunes ambitiøse byfornyelsesplan, hvor Rebild Kommune, lokale aktører og arkitekter arbejder tæt sammen om at udnytte byens potentiale. Byfornyelsen består af to dele, som både indebærer forskønnelse af byens rum samt forbedringer for bløde trafikanter.
Det samlede byrums- og forskønnelsesprojekt er støttet af Statens Kunstfond, Nordea-fonden og af Realdanias Bymidtepulje. Arkitektfirmaet dominique + serena rådgiver projektet og har bidraget til både ansøgning og vision. Hele områdefornyelsen blev afsluttet i november 2025.
Realdanias Bymidtepulje
Kulturgården er en del af vores Bymidtepulje, der arbejder for at skabe levedygtige, smukke og aktive bymidter. Puljen genererer ny viden om bymidternes udfordringer og potentialer og støtter lokale projekter, der bidrager til mere bæredygtig omstilling. Læs mere her