De danske bymidter står i dag over for store forandringer. Hvor de tidligere fungerede som byens naturlige centrum, er mange nu præget af tomme butikslokaler og faldende aktivitetsniveau, især i mindre byer. Samtidig udfordres deres rolle af ændrede forbrugsmønstre og demografiske forskydninger.
Det skaber et presserende behov for at gentænke de funktionstømte bymidter og finde nye løsninger, der kan skabe liv og aktivitet i de eksisterende rammer. Det kræver strategier, hvor bymidten ikke kun forstås som et handelscentrum, men som en flerfunktionel og grøn ramme for sociale og kulturelle aktiviteter.
Casesamlingen er en del af Realdanias Bymidtepulje. Formålet er at bidrage med ny viden om bymidters udvikling. Vi ønsker at præsentere inspirerende og tankevækkende eksempler på, hvordan tomme bygninger og uudnyttede byrum kan forvandles til rammer for liv med særligt fokus på de tre temaer natur, boligliv og fællesskab. Gennem ni udvalgte eksempler, tre inden for hvert tema, præsenteres forskellige tilgange og strategier til at fremme mere natur i byens rum, skabe bymidter for flere beboere og understøtte at flere tager del i fællesskabet.