x

Hvordan kan ressourceforbruget på byggepladsen sænkes ved hjælp af teknologi? Udviklingsbyggeriet Det effektive byggeri skal hjælpe med svar.

Nyhed 8. maj 2023

Ressourceforbruget under opførelsen af et byggeri står for en stor del af bygningens samlede klimapåvirkning. Men hvad kan vi gøre for at nedbringe det? Realdania By & Bygs udviklingsbyggeri Det effektive byggeri i Kanalbyen i Fredericia, som nu er godt i gang, skal hjælpe med svar.


På byggepladsen for Det effektive byggeri i Kanalbyen i Fredericia er der blevet opsat sensorer på eltavler og på vandrør for at opsamle data om forbruget af byggevand og el på byggepladsen. Udover dette laves der logning af brændstof på byggepladsen, og der leveres data om affald og fjernvarme enten gennem API eller datafiler fra leverandørerne.


Illustration af monitorering af ressourceforbruget på byggepladsen. Kreditering: Maturix

Visualisering af data

Sensorerne på byggepladsen er IoT-baserede og sender løbende data til et dashboard, som hjælper med at visualisere forbruget. Det giver et godt overblik over peakperioder af forbrug. På den måde kan byggeledelsen og bygherre bedre sætte forbruget i system, kontrollere det løbende og herigennem få bedre mulighed for at mindske ressourceforbruget undervejs i byggeriet ved at udvikle og implementere forbedringer.

Det vurderes, at man med datadrevne tiltag kan spare mindst 0,5 procent af byggesummen blandt andet ved at spare op til 20 procent af elforbruget, 15 procent af affaldsmængden og 10 procent af det samlede brændstofforbrug. 

 

 

I et dashboard kan det faktiske elforbrug på byggepladsen for Det effektive byggeri monitoreres. Man kan både se det totale elforbrug eller vælge at se elforbruget specifikt for skurvognen eller belysningen. Derudover er det muligt at få visualiseret forbruget af for eksempel brændstof og affald. Dashboardet giver et overblik over peakperioder, så byggeledelsen løbende kan udvikle og implementere forbedringer, mens der bygges.
Kreditering: Maturix og ConTech Lab – en del af Molio.

Data stilles til rådighed

Monitoreringen af ressourceforbruget i Det effektive Byggeri løber i perioden marts 2023 og frem til byggeriets idriftsætning, aflevering af byggearbejderne og endelige afrigning af byggeaktiviteter (ultimo 2023). 

Data fra monitoreringen af ressourceforbruget på Det effektive byggeris byggeplads stilles desuden til rådighed til ConTech Lab – en del af Molio til brug for et større pionerprojekt, som har til formål at hjælpe kommende byggeprojekter med at reducere ressourceforbruget på byggepladsen.


De effektive byggerier 

De effektive byggerier er et udviklingsbyggeri igangsat af Realdania By & Byg i Kanalbyen i Fredericia. Udviklingsbyggeriet skal undersøge, hvordan digitale værktøjer kan bidrage til at effektivisere byggeprocessen og undgå spild, fejl og mangler.