x

Åbningsfesten for Kulturkajen og Willemoes Plads udskudt

Pressemeddelelse 8. juni 2023

Åbningsfesten for Kulturkajen og Willemoes Plads den 10. juni 2023 udskydes. Det sker efter en underleverandør til projektets totalrådgiver er gået konkurs.

”Vi er meget ærgerlige, da vi havde glædet os meget til at vise det nye kulturelle samlingspunkt frem, som nu står færdigt”, siger Lars Evald Jensen, der er chef for Trafik og Ejendom i Assens Kommune.

Det er WE Architecture, som har været totalrådgiver på byggeriet af Kulturkajen, og det er en af deres underleverandører, som er gået konkurs.

Den underleverandør skulle have lavet de afsluttende statistiske beregninger, som skulle lægge til grund for den sluterklæring og ibrugtagningstilladelse, som kræves, før foyeren i Kulturkajen må tages i brug.

”Vi har gjort alt, hvad vi kan for at få lavet aftaler med andre, som kunne løse den opgave, og vi har arbejdet på højtryk lige til sidste sekund for at finde en løsning. Men selvom vi har knoklet, må vi nu sande, at det kan ikke lade sig gøre inden den 10. juni, hvorfor vi nu må vente lidt med at invitere byens borgere ind i bygningen”, fortæller Lars Evald Jensen.

Udviklingen af Kulturkajen og Willemoes Plads er det første skridt i udviklingen af Assens By, hvor byen bliver bundet tættere sammen med havnen, og hvor der skabes et nyt levende byrum, som skal bidrage til en endnu mere aktiv bymidte.

Projektet er blevet gennemført af Assens Kommune med støtte fra den filantropiske forening Realdania, som en del af indsatsen Hovedbyer på forkant:

”Vi er kede af, at indvielsen af Assens nye kulturelle mødested må udsættes, og særligt er det trist, når det skyldes en konkurs af en virksomhed. Desværre befinder vi os i en tid, hvor dette ikke er unormalt inden for byggeriet. Men sikkerheden i forhold til de statiske beregninger må komme først, og vi ser frem til at åbne huset for byens borgere og besøgende, når den er kommet på plads”, fortæller programchef i Realdania, Astrid Bruus Thomsen.

Bibliotek og Mødecenter åbner stadig

Det er kun den nyombyggede foyer i Kulturkajen ud mod Willemoes Plads, som ikke må tages i brug. Derfor vil biblioteket stadig åbne børne- og voksenafdelingen, som planlagt den 12. juni for offentligheden. Her skal besøgende benytte indgangen fra Sdr. Ringvej 8a.

Udvikling Assens og VisitAssens holder allerede åben og indgangen hertil skal fortsat ske via Søndre Havnevej 5.

Møde- og kompetencecenteret Kompasset åbner som planlagt den 12. juni.

Når sluterklæringen og ibrugtagningstilladelsen er i hus, vil foyeren blive åbnet, og der vil efterfølgende blive afholdt en ny åbningsfest for byens borgerne.

Selvom åbningsfesten for Kulturkajen må vente, så er hegnet omkring den nye havneplads Willemoes Plads pillet ned, og pladsen er klar og må gerne benyttes.

”Vi glæder os meget, til at vi kan åbne Kulturkajen for borgere og besøgende, så snart det er muligt. Hvornår det er, kan vi desværre ikke sige noget om endnu, da vi fortsat arbejder på højtryk for at finde en løsning”, fortæller Lars Evald Jensen.