x

Udviklingsplan for Fyn og Øernes turisme er klar

Nyhed 23. april 2024

Fyn og Øerne har fået sin egen udviklingsplan for turismen. Planen skal knytte strategien for turismen på Fyn helt tæt til det fysiske planarbejde i kommunerne og på samme tid binde de fynske kommuner endnu tættere sammen. Planen er vedtaget i samtlige 10 fynske kommuner.

En ny udviklingsplan for Fyn og Øernes turisme er nu vedtaget i samtlige 10 fynske kommuner. Planen skal binde de fynske kommuner endnu tættere sammen, samtidig med at strategien for turismen på Fyn bliver knyttet til det fysiske planarbejde i kommunerne. Nogle af målsætningerne for udviklingsplanen er blandt andet, at der skal være større turismeomsætning, større sæsonspredning og flere overnatninger. 

Planen er udviklet i samarbejde mellem de 10 fynske kommuner, Destination Fyn, Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania, og planen har været undervejs siden 2022. 

”Udviklingsplanen skal sikre en rød tråd i arbejdet med at styrke Fyn og øerne – både som en destination for turister, men også som et sted, hvor det er attraktivt at bo. Fyn og øerne har en fantastisk natur og nogle unikke bymiljøer, og planen giver et stærkt fundament for at arbejde videre med at få forløst de potentialer, der er i området”, siger Stine Lea Jacobi, programchef i Realdania. 

Planen understøtter national strategi for bæredygtig turisme 

Ved at bygge videre på de store natur- og kulturkvaliteter, der i forvejen findes i landskabet og i byerne, skal planen forløse Fyns potentialer. Planen understøtter samtidig på lang sigt den nationale strategi for bæredygtig turisme og er blandt nogle af de Realdania-støttede udviklingsplaner, hvor turisme spiller en central rolle i den bæredygtige udvikling af byer og destinationer. 

Udviklingsplanen består udover den overordnede plan af målsætningerne af to tematiske idekataloger og fem strategisk-fysiske udviklingsplaner for udvalgte områder, som er noget af det første, der skal sættes i gang.

Et eksempel på udvikling, der skal skabe værdi og glæde for både lokale og besøgende, findes på havnen i Faaborg. Her transformeres den gamle slagteribygning til et kulturelt og gastronomisk samlingssted, der skal styrke byens fællesskaber og øhavsturismen.

Læs mere om projektet i slagteribygningen på realdania.dk.