x

Bagsværd Observationshjem bliver indviet efter gennemgribende renovering

Pressemeddelelse 26. september 2024

Fredag den 27. september markerer LIVSVÆRK en milepæl i arbejdet med socialt udsatte børn og familier, når det nyrenoverede Bagsværd Observationshjem officielt indvies.

Efter to års intensivt byggeri står Bagsværd Observationshjem, der oprindeligt blev bygget som sommervilla for den kongelige hoftandlæge i begyndelsen af 1900-tallet, klar til at danne rammerne om en unik, socialfaglig indsats. 

Bagsværd Observationshjem ligger naturskønt placeret ved Bagsværd Sø og huser børn i alderen 0-8 år, der er døgn- eller daganbragte, samt familier i behandling. 

Ambitionen med ombygningen har været at skabe et miljø, der kombinerer arkitektur og socialt arbejde på nye måder. Det nyrenoverede hjem repræsenterer begrebet "Sociale Mursten", hvor de fysiske rammer aktivt understøtter behandlingsindsatsen og styrker trivsel og udvikling hos børnene.

“Vi er stolte af at kunne tilbyde et byggeri, der ikke blot giver optimale betingelser for vores beboere og ansatte, men som også sætter nye standarder for, hvordan man kan tænke socialfagligt arbejde og arkitektur sammen. Vi håber, at dette projekt kan inspirere andre institutioner og kommuner,” udtaler Ebbe Wendt Lorenzen, generalsekretær i LIVSVÆRK.

Projektet er realiseret med støtte fra flere fonde og aktører. Den filantropiske forening Realdania har bidraget med 30 millioner kroner, mens Den A.P. Møllerske Støttefond har støttet projektet med godt 19 millioner kroner. LIVSVÆRK selv har bidraget med 22 millioner kroner, hvilket har gjort det muligt at skabe en helhedsorienteret renovering og ombygning.

Hos Realdania er man også meget begejstrede for projektet.

”Arkitektur har stor påvirkning på os som mennesker, og i Realdania er vi blandt andet optagede af, hvordan de fysiske rammer kan have positive effekter i socialfagligt arbejde – både for borgerne og for medarbejderne. Vi er glade for at have bidraget til at skabe ny viden på området og til ombygningen af Bagsværd Observationshjem, som nu har fået nogle fleksible og hjemlige rammer, der skaber optimale forudsætninger for personalets arbejde og for børnenes og familiernes trivsel,” siger Jesper Nygård, der er administrerende direktør i Realdania.

Den A.P. Møllerske Støttefond har støttet renoveringen af de fysiske rammer på observationshjemmet for at bidrage til et endnu mere trygt og pædagogisk miljø omkring familier i sårbare situationer, og dermed også styrke børnenes muligheder i livet. 

Genåbningen af Bagsværd Observationshjem markeres ved en indvielse fredag den 27. september kl. 14.00-15.30 på Bagsværdvej 146, 2880 Bagsværd.