x

Plan22+: Kommuner kan igen søge støtte til klimavenlig planlægning

Pressemeddelelse 10. april 2025

Nu åbner Plan22+ igen for, at kommuner landet over kan søge om støtte til pilotprojekter, der understøtter kommunernes arbejde med at indfri klimamålene gennem fysisk planlægning – og som samtidig understøtter helhedsorienteret byudvikling. Den filantropiske forening Realdania står sammen med Plan- og Landdistriktsstyrelsen bag Plan22+. 19 kommuner har allerede tidligere modtaget projektstøtte. Deadline for ansøgninger i denne runde er fredag den 13. juni.

Pilotprojekterne, som kommunerne nu kan søge støtte til, skal vise nye veje for at planlægge attraktive byer, kvarterer og landområder, med fokus på at bruge den fysiske planlægning til at sikre rammerne for det gode liv og reduktion af CO2-udledningerne. 

I denne omgang er der fokus på tre temaer, som kommunerne kan søge inden for. Det er konceptet ’15 minutters byen’, den kompakte, grønne by samt klimahensyn i områder med enfamiliehuse. 

Bliv del af et netværk og kommunalt samarbejde

 Kommunerne inviteres ind i et samarbejde med andre kommuner inden for ét af tre temaer.  Plan22+ har udpeget en projektfacilitator, som vil facilitere netværk og samarbejde mellem de kommuner, som får støtte, og samtidig give støtte og sparring til den enkelte kommune.  Desuden arrangeres møder med forskere, der sidder med den nyeste viden på området. Herudover kan kommunerne søge om op til 100.000 kr. til bl.a. analyser, illustrationer og facilitering.

Projektet skal bidrage med ny viden

For at få støtte skal man formulere et kommunalt projekt, der kan bidrage med ny viden til ét af de tre temaer. F.eks. forarbejde til planstrategi, kommuneplan eller lokalplan. Kommunerne skal være forberedt på at kunne afsætte tid til at udvikle deres projekt og også til at deltage i de fælles netværksmøder, workshops m.v., som Plan22+ afholder for alle kommuner, der modtager støtte.  Projektperioden er et år og afsluttes med de kommunale projekter og en samlet opsamling på den læring og viden, som opnås undervejs i pilotprojektet. Kommunernes projekter udgør sammen med den fælles tværkommunale læring og input fra forskere grundstenene i tre pilotprojekter. Pilotprojekterne vil blive sat i gang, hvis der minimum er tre kommunale projekter inden for hvert af de tre temaer.

Få information om de tre temaer

Plan22+ afholder tre informationswebinarer som inspiration for interesserede kommuner: 

15 minutters byen: 30. april, 13:00 – 14:00

Kompakte, grønne byer: 29. april, 9:00 – 10:00

Klimahensyn i åben lav boligområder: 29. april, 13:30 – 14:30 

Fakta

De tre temaer handler om:

15 minutters byen

At sikre adgang til hverdagsfunktioner – f.eks. skole, indkøb og fritid – inden for 15 minutter til fods eller på cykel. En 15 minutters by kan styrke lokale fællesskaber, reducere CO₂ og mindske biltrafik. I landdistrikter kan en radius på 30 minutter være relevant.

Kompakt, grøn by

At bygge i de eksisterende byområder i stedet for at sprede byen mere ud med nye byggerier. Og samtidig tænke grønne løsninger ind. På den måde kan man reducere CO₂, styrke biodiversitet og skabe byer med høj livskvalitet.

Klimahensyn i områder med enfamiliehuse

At bevare og renovere enfamiliehuse. Nye boligformer (f.eks. opdeling af huse og hybridboliger) er på vej, men endnu ikke bredt tænkt ind i den kommunale planlægning. At bevare og renovere er ofte mere klimavenligt end at rive ned og bygge nyt.

Ansøg frem til fredag den 13. juni 2025

Der er frist for ansøgninger fredag den 13. juni 2025, kl. 12. 

Spørgsmål om ansøgningerne kan rettes til Plan22+ sekretariatet på plan22@plan22.dk eller ved kontakt til sekretariatschef Britt Vorgod Pedersen tlf. 30 21 49 74 eller projektleder Rasmus Blindum tlf. 51 99 22 01

Læs mere og ansøg her: 

Ansøg om deltagelse, inkl. støtte til eksterne udgifter (op til 100.000 kr.)

Ansøg om deltagelse, ekskl. støtte til eksterne udgifter

Om Plan 22+

Plan22+ er en femårig indsats, som frem mod 2027 skal udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning. Formålet er at understøtte kommunernes klimaarbejde ved at udvikle det faglige grundlag for at vurdere, prioritere og diskutere, hvordan klimahensyn kan indarbejdes i den helhedsorienterede fysiske planlægning for velfungerende byer og landområder. Plan22+ virker igennem et selvstændigt sekretariat, forankret i Dansk Byplanlaboratorium. Den filantropiske forening Realdania står sammen med Plan- og Landdistriktsstyrelsen bag indsatsen Plan22+. 

I første og anden runde blev der givet støtte til 15 projekter i 19 forskellige kommuner. Her var der stor interesse fra kommunerne for at arbejde med bæredygtighedsværktøjer, planlægning i det åbne land og mobilitetsudfordringer. Pilotprojekterne er i gang og afsluttes i løbet af 2025. 

Læs om pilotprojekterne fra første og anden runde