Ti år efter Parisaftalen: Byerne er en afgørende drivkraft i den globale klimaindsats
En ny rapport viser, at byerne rundt om i verden ikke blot er vigtige medspillere, men en drivende kraft i den globale klimaindsats. Hvis verden skal nå sine klimamål, skal vi lære af – og skalere – de løsninger, som byerne allerede har skabt, lyder opfordringen.
Realdania har siden 2014 været strategisk partner for C40, som på ti år er vokset fra en mindre NGO til et globalt netværk med omkring 100 af verdens mest ambitiøse klimabyer. Netværket indsamler, deler og formidler viden og best practice om, hvordan byerne leverer inkluderende og retfærdig klimahandling, der reducerer drivhusgasudledninger og styrker klimarobusthed.
En ny rapport udgivet af C40 Cities Climate Leadership Group og Global Covenant of Mayors for Climate and Energy (GCoM) viser, at netop byerne spiller en helt central rolle i at indfri Parisaftalens mål om at reducere udledningen af drivhusgasser og styrke modstandskraften mod klimaforandringer.
Rapporten beskriver byernes rejse – fra ambitiøse mål til løsninger i praksis. Og den viser hvordan borgmestre, lokale beslutningstagere og bynetværk har omsat klimaløfter til renere luft, grønne jobs, modstandsdygtig infrastruktur og inkluderende fællesskaber.
7,5 procent reduktion
Parisaftalen fra 2015 satte retningen for 195 lande. Men dens succes afhænger af handling – og her har byerne verden over vist vejen.Siden 2015 har de næsten 100 C40-byer reduceret CO₂-udledningen per indbygger med gennemsnitlig 7,5 procent. Over 13.700 byer og regioner er i dag en del af globale klimakoalitioner, herunder GCoM og Under2 Coalition, og er klar til at implementere mere end 2.500 klimaprojekter med et samlet investeringsbehov på 179 mia. dollars.
På COP28 i 2023 blev Coalition of High Ambition Multilevel Partnerships (CHAMP) lanceret i anerkendelse af det potentiale, som den subnationale klimaindsats har for at levere reduktioner af drivhusgasser. CHAMP har indtil videre samlet over 75 lande, der har forpligtet sig til at samarbejde med byer, kommuner og regioner om udformning, finansiering, implementering og monitorering af klimaplaner og -strategier.
Rapporten peger på, at lokale målsætninger kan lukke op mod 37 procent af kløften mellem landenes nuværende reduktionsplaner og den udledningskurve, der er nødvendig for at nå Parisaftalens mål.
Nøgletal fra rapporten
- 75 procent af byerne i C40 leverer flere reduktioner hurtigere end deres respektive nationalstater har forpligtet sig til.
- De næsten 100 medlemsbyer i C40 har i gennemsnit reduceret deres CO₂-udledning per indbygger med 7,5 procent siden 2015.
- Gennem GCoM og Under2 Coalition bidrager 13.700+ byer og regioner aktivt til Parisaftalens mål.
- I 2024 rapporterede 611 byer om 2.500+ klimaprojekter med investeringsbehov på samlet 179 mia. dollars – projekter der er klar til at blive skaleret globalt.
- En analyse af en gruppe byers klimamål viser, at hvis målene nås, kan den lokale klimaindsats levere 37 procent af de nødvendige reduktioner, der mangler globalt, for at holde sig inden for Parisaftalens mål.
Læs rapporten From Paris to Belém – A Decade of Local Climate Leadership
Et centralt budskab i rapporten er at samarbejde på tværs af lokale, regionale og nationale niveauer er afgørende for at skabe varige fremskridt, reducere byernes klimapåvirkning, tilpasse byerne til klimaforandringer og samtidig sikre, at den grønne omstilling bliver retfærdig og inkluderende.
Klimahandling i de danske kommuner
I Danmark har KL, de fem regioner og Realdania støttet kommunerne i at udvikle klimahandlingsplaner, der matcher ambitionerne i Parisaftalen – med udgangspunkt i C40’s internationale standarder og med C40-netværket og CONCITO som videnspartnere.
Klimahandlingsplanerne under DK2020 danner grundlag for initiativer, der reducerer udledningen af drivhusgasser på tværs af sektorer, samtidig med at kommunerne arbejder helhedsorienteret og langsigtet med tilpasning til stigende havvand, ekstreme regnskyl og kraftigere temperaturudsving.
Alle 98 kommuner er med
Inden længe vil samtlige 98 kommuner i Danmark have politisk godkendte klimahandlingsplaner – en præstation uden sidestykke globalt. Og allerede nu har en række kommuner fået godkendt første revision af deres nye og endnu mere ambitiøse klimahandlingsplaner. Kommunerne samarbejder nu i Klimaalliancen – et partnerskab mellem KL og Realdania – som skal samle og dele erfaringer og viden fra hele landet for at understøtte implementeringen af de mange klimatiltag lokalt. Den grønne tænketank CONCITO og det globale bynetværk C40 Cities er uafhængige videnspartnere i alliancen.

C40
Et internationalt samarbejde mellem en række af verdens største byer skal bidrage til at mindske CO2-udledningen globalt og imødegå klimaforandringerne.
Se projekt

Klimaalliancen
Danmark er det første land i verden, hvor alle danske kommuner har lavet - eller er i gang med at lave - klimahandlingsplaner, som lever op til målene i Parisaf...
Se projekt