x

Første etape af Thyborøn 2.0: Den Maritime Kraft skaber sammenhæng i havnebyen

Nyhed 10. oktober 2025

Projektet Thyborøn 2.0: Den Maritime Kraft er med nyanlagte forbindelser et skridt nærmere målet om at skabe bedre forhold for det lokale erhvervsliv og for byen som feriedestination.

En strategisk forvandling af kystbyen Thyborøn er i gang, og nu er første af tre etaper færdiggjort og klar til at blive taget i brug. Målet er at gøre byen mere tilgængelig for både borgere og besøgende og samtidig sikre mod fremtidens stormfloder.

I første etape er det byrum og forbindelser mellem stederne, der er blevet styrket markant. Forbedringerne omfatter bl.a.  nye stisystemer, parkeringspladser og udendørs opholdsrum, som skaber bedre sammenhæng mellem havn, handelsgade og strand. Forbedringer som ikke blot gavner byens lokale erhvervsliv, men også fremmer byen som turistdestination.

Med elementer som sandklitter og beplantning trækker projektet naturen ind i byens rum, der styrker både nærheden til naturen og den lokale identitet. Det gør sig blandt andet gældende ved strandtrappen, der nu fungerer som bindeled mellem havnen og den nye sti, som leder videre mod stranden og kulturmiljøet ved De Røde Huse.

“Med naturen som medspiller og fokus på sammenhæng og fremtid har vi skabt nye rammer, der styrker både hverdagsliv og turisme i Thyborøn. Vi fejrer de nye forbindelser og omdannelsen ved De Røde Huse – og glæder os over at se både lokale og besøgende allerede har taget området til sig. Projektet er et resultat af stærkt lokalt engagement og samarbejde, og det lover godt for de næste etaper,” siger Thomas Borup Svendsen, Formand for Fonden Thyborøn.

Klimasikring som fundament for erhverv og fremtidig vækst

Thyborøn 2.0:Den Maritime Kraft er skabt i et samarbejde mellem Lemvig Kommune og Fonden Thyborøn med støtte fra Realdania, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og EU’s Regionalfond.

Projektet, der løber fra 2023 til 2027, har et samlet budget på 34 mio. kr. og består af to etaper mere. Her er fokus på at styrke forbindelserne yderligere mellem byens attraktioner, strand, havn og handelsgade, skabe nye parkeringsløsninger og samtidig sikre havnen mod stormfloder med rekreative områder.

Ved at kombinere klimasikring med nye rekreative muligheder er målet at skabe både tryghed for det lokale erhvervsliv og attraktive rammer for turister året rundt. Ambitionen er at gøre Thyborøn til en helårsdestination, hvor natur, oplevelser og byliv hænger naturligt sammen.

”De nye forbindelser i Thyborøn er ikke kun vellykkede i et planlægningsperspektiv. Projektet lykkes også flot med at aktivere nogle af Thyborøns særkender. På den måde er de et godt eksempel på at bygge videre på stedets potentiale. Jeg glæder mig til at se lokale og besøgende tage de nye byrum og forbindelser i brug og til at følge de næste etaper i det ambitiøse og vigtige projekt,” siger Stine Lea Jacobi, Filantropidirektør i Realdania. 

Thyborøn 2.0: Den Maritime Kraft bygger oven på indsatsen Vestkysten Viser Vejen, som bidrager til at løfte flere af de centrale kystbyer og styrke attraktioner langs den danske vestkyst til gavn for alle, der bor ved og besøger Vestkysten. Derudover har vi tidligere støttet renoveringen og transformationen af De Røde Barakker i Thyborøn, som i dag huser Sea War Museum.