Visionært betonbyggeri går i jorden i Fredericia
Realdania By & Byg indleder opførelsen af nyt eksperimentbyggeri med overraskende lavt CO₂-aftryk.
Realdania By & Byg og entreprenøren Bo Michelsen tager nu første spadestik til MiniCO2 Etagehus BETON i Kanalbyen i Fredericia. Det nye boligbyggeri bliver det femte i rækken af de såkaldte MiniCO2 Etagehuse og markerer endnu et skridt i arbejdet med at udvikle løsninger, der kan sænke CO₂-aftrykket i moderne etagebyggeri.
MiniCO2 Etagehus BETON er udviklet med en ambitiøs målsætning: Bygningens CO₂-udledning for materialer skal holdes under 5 kg CO₂/år/m².
Byggeriet forventes at stå færdigt om et godt års tid. Herefter kommer de fem nye boliger på Kongensstræde til udlejning.
Tre centrale greb skal bringe CO₂-forbruget i bund
For at nå det usædvanligt lave udledningsniveau kombineres tre strategier i opførelsen af huset:
1. Minimalt materialeforbrug
Ingeniørerne har minutiøst gennemregnet konstruktionerne for at undgå overdimensionering. Det betyder blandt andet, at huset får slanke søjler og dæk, som kan ses fritlagt i det færdige byggeri.
”Når man bygger efter standarder, bruger man ofte mere materiale end nødvendigt. Her har vi vendt det på hovedet og regnet os frem til, hvor lidt der egentlig skal til,” fortæller Jørgen Søndermark, projektchef i Realdania By & Byg.
2. Beton støbt på stedet
Flere af byggeriets elementer – herunder hovedtrappen – bliver støbt direkte på byggepladsen. Det reducerer transport, giver mulighed for længere hærdningstid og gør det muligt at spare markant på cementindholdet.
”Vores beregninger viser, at vi kan spare op til 70 % CO₂ ved at støbe trappen på stedet. Det kræver god planlægning, men ikke nødvendigvis flere omkostninger,” siger Jørgen Søndermark.
Betonen er en lavstyrkebeton, som indeholder mindre cement og derfor hærder langsommere. De store elementer vil i perioder stå fremme på byggepladsen for at tørre roligt og sikkert.
3. Tilsætning af genbrugsbeton
Fundamentet kommer til at indeholde 55 år gamle betonelementer, hentet fra Gellerupparken ved Aarhus. Genbrugsbeton bliver også en synlig del af byggeriets facade i stueetagen, hvor det indgår i et dekorativt mønster.
”Vi begyndte med kun at arbejde med standardmaterialer, men undervejs stod det klart, at genbrugsbeton i dag er en reel og tilgængelig ressource. Der mangler blot viden om, hvordan den kan bruges konstruktivt – den viden vil vi være med til at udvikle,” forklarer Jørgen Søndermark.
Mere end bare boliger
MiniCO2 Etagehusene er et komparativt studie, hvor seks lige store huse opføres side om side i Kanalbyen – fem huse med med fokus på hvert sit forskellige greb, der kan nedbringe CO2-udledning i boligbyggeri, og ét hus, der samler de mest effektive læsninger i ét.
Realdania By & Byg deler løbende erfaringer, data og resultater fra byggeriet via realdania.dk, LinkedIn, foredrag og i pressen.
MiniCO2 Etagehusene
Realdania By & Bygs MiniCO2 Etagehuse i Fredericia er sat i verden for at finde nye veje til at nedbringe ressourceforbrug og CO2-udslip i byggeri af etageejend...
Se projekt
MiniCO2 materialehusene
TRÆ, TEGL og BETON
Hvilke materialer skal vi bygge med, hvis vi skal reducere klimaaftrykket fra nybyggeri og samtidig bygge funktionelle og komfortable boliger? Det undersøger Re...
Se projekt