I selve hovedhuset er
blikkenslageren i fuld gang med at trække rør, så der snart igen er
et fungerende køkken, dér hvor det oprindelig var tænkt. På
solterrassen står den maskine, som ikke blot skærer rørene over,
men også laver gevind - og med temperaturer omkring 25 grader lader
blikkenslageren ikke til at have noget i mod at skulle ud i haven
for at tilpasse sine rør.
Gamle brædder
nummereres
På første sal huserer tømrerne. På hele etagen skal nye
gulvbrædder lægges dér, hvor de gamle enten ikke kan mere eller
helt mangler. For at kunne gennemgå de underliggende bjælkelag
tages de gamle brædder op og nummereres, så de senere kan
genlægges. Gulvbrædderne er blot en lille del af det arbejde,
tømrerne har foran sig. Forude venter også to trælofter, døre og
paneler samt et helt særligt snedkerkøkken.
Elektrikeren har også efterladt
sig spor i huset i form af en kæmpe værktøjskasse, der kan gøre
enhver handyman misundelig, og rundt omkring vidner ledninger,
stikdåser og indfræsninger i væggene om, at elektrikeren har
travlt.
Overalt i huset står malede plader
i forskellige røde, grønne og blå nuancer. De skal blive stående i
huset i sollyset i nogle uger for, at maleren kan se, hvordan
farven ændres med tiden, og om den valgte farve opfører sig
korrekt. De farver, som maleren arbejder med, er nøje udvalgt på
baggrund af forudgående undersøgelser af de oprindelige farver, der
er dukket op under nyere malings- og tapetlag.
Ikke bare malingens pigment, men
også typen er afgørende for resultatet. Når man skal restaurere et
gammelt hus og bringe dets karakter frem igen, nytter det fx ikke
at bruge plastikmaling, hvor der oprindelig var anvendt
limfarve.
Helt til vejrs og tæt på
tagkonstruktionen
Kravler man helt til tops ad stilladsets smalle stiger, ser man et
syn, man ikke oplever hver dag. I stedet for den smukke udsigt over
Øresund får man her fra et sjældent blik på husets tagkonstruktion.
Væk er alle tagsten, og der er frit udsyn - eller snarere indsyn -
til spær, lægter, bjælker og ikke mindst den hvælvkonstruktion, som
kendetegner lofterne på husets førstesal. Under tagkonstruktionen skyder
hvælvingen sig op og giver frit udsyn til konstruktionen, der er
opført med puds på brædder. Taget er dog generelt i en meget sølle
forfatning og skal sikres både mod råd og insektangreb.
Selvom håndværkerne knokler, er
der endnu et stykke tid til, at huset står helt færdigt. Realdania By & Byg forventer, at kunne afslutte restaureringen i løbet af 2016, og
herefter skal det lejes ud til privat beboelse.