Ved Hedehusene Station, 19 minutter med tog fra Københavns Hovedbanegård, vokser en helt ny bydel med plads til 8000 beboere frem under navnet ’Nærheden’.
Ambitionen med den nye bydel, som udvikles i partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg, er at skabe en forstad, hvor der er optimale rammer for at dyrke fællesskabet og den nemme hverdag. Partnerskabet stiller derfor krav til, at fællesskabet og det nemme hverdagsliv kan udfolde sig i de boligbyggerier, som forskellige private bygherrer opfører i den nye bydel.
Senest er der indgået aftale med to boligudviklere, der begge har set en potentielt god forretning i at udvikle koncepter med særligt fokus på fællesskab. Og de to koncepter ’Bovieran’ og ’Plushusene’ bygges nu tæt ved hinanden i den nye bydel.