Med 2300 deltagere blev sidste uges C40-topmøde det største i C40’s historie. Topmødet tiltrak 49 udenlandske borgmestre og 25 viceborgmestre samt 25 danske borgmestre. Dertil kom repræsentanter fra en lang række andre byer, både i og uden for C40-netværket. Realdania var medvært for topmødet, sammen med C40 og Københavns Kommune. Udover selve topmødet, blev der samtidig afholdt klimafestivalen Live Like Tomorrow, der tiltrak et stort antal borgere.
En stor opmærksomhed samlede sig om den store plenarforsamling med taler fra bl.a. FN’s generalsekretær António Guterres, statsminister Mette Frederiksen, tidl. Vicepresident Al Gore, Overborgmester Frank Jensen, Los Angeles' borgmester Eric Garcetti, Paris’ borgmester Anne Hidalgo og kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez – foruden en lang række paneldebatter.
Men det var uden for den store sal, at mange af de betydningsfulde ting skete. Det var her der for alvor blev udvekslet gode ideer og løsninger mellem byerne. Det var her byerne kunne mødes i workshops og danne nye netværk. Og det var ikke mindst her at unge fra hele verden mødtes til deres eget ungdomstopmøde, der resulterede i en række forslag, hvoraf det ene var at alle C40-byerne forpligter sig til at have et ungdomsklimaråd, og den idé tog C40 straks til sig.
Det var også her der blev indgået tre større aftaler, som en række byer fra starten tiltrådte, og hvor målet er at få endnu flere med:
- Global Green New Deal med alle C40’s 94 byer. Aftalen erklærer global klimanødstilstand og forpligter byerne til at sætte klima i centrum af alle beslutninger og leve op til Parisaftalens 1,5 graders mål.
- En fødevare-aftale mellem 14 byer om bl.a. at mindske madspild og nedbringe forbruget af kød.
- En aftale om ren luft mellem 35 byer, der forpligter sig til en kraftig reducering af luftforurening frem til 2025.
København er med i alle tre aftaler.