Arkitekt Viggo Møller-Jensen var først og fremmest optaget af at udvikle boliger og boligområder med høj miljømæssig kvalitet. Han var medskaber af nogle af dansk byggeris største boligbebyggelser som Farum Midtpunkt, Albertslund Syd, Solbjerg Have og Flexibo på Amager. Han udmærkede sig også som professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han prægede generationer af unge, danske arkitekter med et mantra om at være konkret og gå lige til sagen.
Huset på Borrekrattet 7 i Kgs. Lyngby fra 1939 blev opført som kombineret familiebolig og tegnestue og blev startskuddet på Viggo Møller-Jensens karriere som selvstændig arkitekt. Han boede i huset til sin død i 2003. Det beskedne hus afspejler arkitektens konkrete tilgang til faget og kan ses som en forløber for de fredede Atelierhuse i Utterslev fra 1943, hvormed Viggo Møller-Jensen cementerede sit navn i en dansk arkitekturkontekst.
Nu er huset købt af Realdania By & Byg og forude venter en omfattende restaurering, der skal sikre husets fine kvaliteter for eftertiden. Huset indgår i Realdania By & Bygs ejendomssamling, som tæller over 50 historiske ejendomme, der tilsammen repræsenterer over 500 års bygningshistorie. Med Viggo Møller-Jensens eget hus tæller samlingen 15 af ’Arkitekternes egne huse’.
Læs mere om Arkitekternes egne huse
Med inspiration fra Bauhaus
- Med købet af Viggo Møller-Jensens eget hus sikrer og bevarer vi et markant og autentisk arkitektonisk værk, som regnes for en stor inspirationskilde til det danske rækkehusbyggeri i 1970’erne og 80’erne. Husets formsprog og materialevalg vidner om Viggo Møller-Jensens enkle og konkrete tilgang til arkitektur og er stadig en kilde til inspiration mange år efter, siger administrerende direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.
Men selvom funktionaliteten var i absolut højsæde hos arkitekten, så gav han også sig selv plads til eksperimenter; bl.a. ved at inddele sit hus i forskellige højder og ved at arbejde med forskudte bygningskroppe.
De bygningsmæssige eksperimenter var dog ingenlunde spil for galleriet; de er nøje tilpasset husets rumlige og funktionelle indretninger, og i mange af husets praktiske foranstaltninger kommer den funktionelle tilgang tydeligt til udtryk.
- Vi er glade for, at også Viggo Møller-Jensens eget hus nu indgår i Realdania By & Bygs samling. Selv om huset i sin helhed fremstår nærmest beskedent, så vidner det alligevel på alle måder om en meget personlig og original tolkning, med inspiration fra Bauhaus-bevægelsens funktionalistiske tilgang: Form følger funktion, udtaler Peter Cederfeld.
Læs mere om Realdania By & Byg
Beskedne og gedigne materialer
Viggo Møller-Jensens eget hus er opført i 1939 på en højt beliggende grund i et bakket terræn i Kgs. Lyngby. Bag huset strækker den åbne grund sig frem til en skovklædt skrænt med udsigt over Mølleådalen til Frilandsmuseets arealer.
Huset er opført som en vinkelbygning med en hovedfløj i to etager. I stueplan er der opholdsstue og køkken samt nedgang til kælder og opgang til førstesalen, hvor der er indrettet atelier og udgang til tagterrasse. I en sydlig sidefløj i én etage findes entré, badeværelse, mellemstue og soveværelse.
Huset er udført i beskedne og gedigne materialer med gul tegl i facaderne påført et laserende kalklag og med en klinkbygget bræddebeklædning på overetagens sydvendte facade. Taget er med tagpap og bølgeeternit, og selve tagkonstruktionen står med udkragede synlige og afrundede bjælkeender. Sammen med det store udhæng over bræddevæggen giver den synlige tagkonstruktion arkitekturen et nærmest sydlandsk præg, som yderligere forstærkes af verandaens dobbeltdør med skodder.
De beskedne og gedigne materialer fortsætter indendørs med mange fine detaljer i udformningen af det faste inventar, trappeløb, paneler og gulve.
En større restaurering forude
- I den forestående restaurering vil vi bevare såvel huset som den smukt beliggende grund samlet og helstøbt, siger arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen, der skal lede den omfattende restaurering.
Helt konkret skal alle udvendige og indvendige overflader gennemgås. Konstruktionen skal sikres, og tekniske installationer udskiftes. Alt sammen under størst mulig hensyntagen til det originale udtryk og med erfaring fra Realdania By & Bygs restaureringsarbejder på lignende projekter.
Efter restaureringen skal huset lejes ud som bolig og på den måde bidrage til at fremme en levende bygningsarv.
Kom indenfor
Restaureringen af Viggo Møller-Jensens eget hus følges under hele processen af Realdania By & Byg Klubben, hvis medlemmer som de eneste får adgang til huset både før og under restaureringen.
Første besøg i huset er onsdag den 15. april, hvor Realdania By & Byg Klubbens medlemmer kan komme indenfor, inden restaureringen starter i selskab med arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen.
Når restaureringen er tilendebragt, markeres afslutningen med et åbent hus-arrangement, hvor alle er velkomne.