Syv lofter i møllekroppen
Også i det indre gemmer Dyrehave Mølle på mange værdifulde historier. Den pigstensbelagte gennemkørsel tværs gennem møllens krop, de syv bevarede lofter - hver med sin unikke funktion i det samlede mølleri - samt alt det intakte mølleinventar i form af kværne, sigter og hejseværk er alt sammen overordentligt velbevaret og tegner et detaljeret billede af en svunden tid.
Også de løbende moderniseringer og effektiviseringer, som helt naturligt er kommet til i møllens lange levetid, bidrager til fortællingen og forståelsen af den udviklingshistorie, som møllen har gennemgået.
Dieselmotoren, som kom til i 1923, er et lille vidnesbyrd om industrialiseringens blomstringstid, og de såkaldte La Cour-vinger, som møllen blev udstyret med i 1922, repræsenterer det højeste tekniske udviklingstrin for de traditionelle hollandske møller og vidner om møllens betydning som en moderne produktionsvirksomhed, der naturligt skulle følge med tiden.
I samme families eje i over 100 år
Igennem generationer er der blevet knoklet i den kegleformede mølle, og overalt ses årtiers ridser, skrammer og håndskrevne noter på træværk, som hver især vidner om møllens lange liv og om det hårde og slidsomme arbejde, som møllen gennem årene har lagt krop til.
Intet sted har møllen gennem årene været udsat for hårdhændede renoveringer. Tværtimod. Det hele er repareret efter alle møllebyggerkunstens regler og med gode, gedigne materialer. Både møllen, magasinbygningerne og stuehuset har været i samme families eje i over 100 år, og der er til alle tider blevet passet godt på det hele.
Der kan fortælles mange historier om det liv, der er blevet levet i Dyrehave Mølle, og fortælles mange beretninger om alle de mennesker, der har haft deres gang i den 25 meter høje produktionsbygning og de øvrige bygninger, og for hvem Dyrehave Mølle ikke kun var et bygningsværk, men også et livsværk.
Restaureret og nyindrettet
Da Realdania By & Byg i 2018 købte den fredede fynske mølle og igangsatte en omfattende restaurering og istandsættelse, blev der føjet endnu et kapitel til historien. Målet med købet var ikke alene at bevare møllen som et unikt og historiefortællende bygningsværk, men også at få al mekanikken til at fungere igen og få de tilhørende bygninger istandsat og fremtidssikret til en ny anvendelse – alt sammen med respekt for alle bygningernes oprindelige og originale karakterer.
Stuehuset er bragt tilbage til et udseende tæt på det oprindelige med tegltag og dannebrogsvinduer og malet i samme gule farve, som det formentlig har haft oprindeligt. Husets indre er moderniseret fra kælder til kvist og indrettet som et dobbelthus med to lejligheder, men med størst mulig genbrug og bevaring af de oprindelige bygningsdele.
Garagebygningen er indvendigt omdannet til et dobbelthus for to familier, men udvendigt har bygningen i store træk bibeholdt et udseende, der afspejler bygningens historie med det gamle murværk og åbninger til de store garageporte.
Den toetagers magasinbygning – der er bygget sammen med møllen – har bevaret sit rå og upolerede udtryk, men fået tilført moderne faciliteter såsom kontor, tekøkken og toiletter. På den måde kan magasinbygningen sammen med møllen fungere som en historisk og velfungerende ramme om de nye aktiviteter, som sættes i gang af Østfyns Museer, der driver Dyrehave Mølle og formidler mølle- og fødevarehistorie i og omkring Nyborg Slot, by og opland.