- Hele projektet MiniCO2 Etagehusene taler ind en generel dagsorden om at skabe grøn omstilling i byggeriet. Ved at igangsætte disse forsøgsbyggerier med fokus på CO2-reduktion og effektive byggeprocesser har vi ønsket at samle den eksisterende viden i branchen, afprøve den i praksis og omsætte den til nye konkrete løsninger, der kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen fra nybyggeri, understreger Peter Cederfeld.
Behov for mere bæredygtigt byggeri
Realdania By & Bygs igangsættelse af forsøgsbyggeriet MiniCO2 Etagehusene skal ses i lyset af det store CO2-aftryk, som byggeriet hver dag sætter. Hele 40 % af verdens samlede CO2-udledning komme fra byggebranchen, og behovet for mere bæredygtigt nybyggeri er derfor stort og presserende, også når det gælder boligbyggeri.
Alle seks MiniCO2 Etagehuse er boligejendomme på hver fem etager. De opføres under samme rammevilkår og i samme størrelse i en arkitektonisk kvalitet og komfort, der gør dem attraktive at leve i. De er opført med tilgængelige materialer og metoder og indenfor omtrent det samme budget. Derudover opføres de alle til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.
Efterhånden som byggeprocessen er skredet frem, er viden fra de igangværende og foregående etagebyggerier blevet inddraget, og de ensartede vilkår gør det muligt at sammenligne etagehusene på tværs i forhold til forbrug af tid, ressourcer og materialer/CO2.
FAKTA
Realdania By & Byg opfører i alt seks huse i samme størrelse og under samme rammevilkår i Kongensstræde i Kanalbyen:
- Tre materialehuse: MiniCO2 Etagehus TRÆ, TEGL og BETON – undersøger, hvordan der kan udledes mindst mulig CO2 ved maksimal anvendelse af hver sit gængse byggemateriale
- To proceshuse: MiniCO2 Etagehus DIGITAL og PRÆFAB – afprøver, hvordan forskellige måder at tilrettelægge og udføre byggeprocessen kan minimere CO2-udledning og ressourceforbrug
- Et sjette hus: MiniCO2 Etagehus HYBRID - samler den bedst mulige kombination af læring fra de fem foregående i forsøget på at skabe et hus med lavest mulig CO2-aftryk og på en måde, så idéerne på markedsvilkår kan føres videre i andre byggerier.
MiniCO2 Etagehus DIGITAL og TRÆ er færdigbyggede. De resterende er under opførsel eller projektering.
Sammenligning på tværs
Etageejendommene vil i første omgang blive sammenlignet på tværs i forhold til, hvor mange ressourcer i form af tid, penge og materialer/CO2, der er gået til byggeriet. Når husene er taget i brug, skal de sammenlignes med fokus på, hvordan de er at leve i, og hvor meget CO2 de udleder i drift.
Hvorfor bygge nye etageejendomme?
Nybyggeri er som udgangspunkt CO2-belastende og bør generelt undgås, så længe man kan restaurere og renovere eksisterende bygninger. I lyset af den stigende urbanisering og behovet for mere bæredygtige boligformer er der dog fortsat behov for nye etageejendomme i byerne. Derfor vil nybyggeri også fremover være nødvendigt, og det kalder på udviklingen af nye løsninger, der kan hjælpe byggebranchen på vej mod den betydelige reduktion af CO2, der er nødt til at finde sted i de kommende år.