Filmen bidrager til samtalen om hvordan udvikling og omstilling kan se ud i de danske landdistrikter, hvor mange mindre byer lige som Stubbekøbing er under forandring, blandt andet på grund af fraflytning, færre unge og butiksdød. Men mange steder på landet og i de mindre byer er der stadig masser af stærke, lokale fællesskaber, engagement og initiativ, som arbejder på at styrke lokalsamfundene.
Mødet mellem den internationale kunst og det lokale fællesskab er netop omdrejningspunktet i filmen, som er en hjertevarm og nuanceret fortælling om at arbejde med stedets potentialer for at skabe lokal udvikling.
Som seer får man et indblik i processen omkring stedsudviklingen på havnen i Stubbekøbing, og ser, hvordan dialogen mellem lokalsamfund, ildsjæle og kunstnere, som alle har store ambitioner om at skabe en positiv forandring i byen, fremkalder meget forskellige reaktioner.
Simon Harboe, projektchef i Realdania siger: ”Vi har støttet filmen, fordi historien bidrager til den vigtige samtale om hvordan vi udvikler vores landdistrikter og mindre købstæder. På en respektfuld og nuanceret måde viser filmen de forskellige holdninger og problemstillinger, der ofte præger by- og egnsudviklingsprojekter, og den viser hvordan nye fællesskaber og fortællinger opstår, når nogen får idéer, som kan skabe et anderledes liv i lokalmiljøet. Det er en historie jeg tror kan inspirere mange der kender og arbejder med udfordringerne med at holde liv i lokalsamfundet.”
Realdania understøtter udvikling på landet
Lige som i Stubbekøbing står mange andre dele af Danmarks landdistrikter over for store forandringer. Men der er væsentlige geografiske forskelle. Nogle steder har vækst og udvikling, mens andre oplever stilstand og tilbagegang.
I Realdanias filantropistrategi arbejder vi for at bevare livskvaliteten på landet og understøtte den lokale handlingskraft i landdistrikterne. Det sker både gennem støtte til konkrete, fysiske projekter og ny viden og formidling.
I arbejdet med at skabe ny viden, har vi blandt andet støttet forskningsprojektet Livskvalitet i yderområder og landdistrikter. Det kan du læse mere om her.
Livskvalitet i yderområder og landdistrikter
Alle os og siloen er instrueret af Carina Randløv, som bor lige uden for Stubbekøbing. Den er produceret af produktionsselskabet Final Cut for Real, som har fået støtte til filmen af den filantropiske forening Realdania, Det Danske Filminstitut og TV2. Filmen får premiere på CPH:DOX i midten af marts 2026 og vil blive vist på TV2 senere på året.