Havnebadet ligger centralt i byen ved byens havnepark og tæt på lystbådehavnen. Badet kan bruges både sommer og vinter og rummer trygge badefaciliteter for de mindre børn, et bassin med udspring til større børn og voksne samt omklædnings- og saunafaciliteter. Havnebadet rummer desuden muligheder for forskellige former for vandsportsaktiviteter som f.eks. vandpolo og kajakpolo.
Faaborg by har et helt særligt bymiljø, og havnebadet er derfor blevet udformet under hensyn til købstadens og øhavets kvaliteter. Havnebadet er tænkt som et vartegn i byen og fungerer dermed som et moderne og respektfyldt modspil til byens historiske kvaliteter.
Havnebadet tilbyder mulighed for sport, leg og udendørs aktiviteter og gør det lettere og mere attraktivt at få motion og styrke sin sundhed. Derudover er der blevet etableret et blåt støttepunkt i havnen. Målet er, at havnebadet kan være med til at skabe aktivitet og livskvalitet for et bredt udsnit af borgerne i Faaborg såvel som for byens turister.