I 2018 åbnede BLOX på Københavns havnefront mellem Langebro og Den Sorte Diamant. Med udstillingslokaler, boliger, caféer, kontorer, parkering og en underjordisk passage mellem by og havn blev bygningen et nyt knudepunkt i byen.
BLOX har fra dag ét været omdiskuteret – men hvorfor er huset formet, som det er? Hvad gemmer sig bag det grønne glas og hvordan påvirker huset byen og dem, der bruger den?
Dansk Arkitektur Center har været en del af BLOX siden åbningen, og med den nye udstilling i Trapperummet tematiserer de oplevelsen af husets arkitektur som et sted, hvor arbejde, bevægelse, ophold og kultur mødes uden faste grænser. I stedet for ét samlet overblik opstår mange samtidige indtryk.
En grund med historie
Udstillingen lader publikum bevæge sig gennem både BLOX og Bryghuspladsens historie fra fæstning og industrihavn til det byrum, vi kender i dag.
BLOX er opført fra 2013-2018 finansieret af Realdania og med Realdania By & Byg som bygherre og ejer. Huset er placeret på den tidligere Bryghusgrund, og både under og omkring bygningen findes spor af handel, forsvar, industri, trafik og kultur samt senere ringvejstrafik og parkering.
Verdenskendt arkitekt og svær byggegrund
BLOX er tegnet af den Hollandske Arkitekt Rem Koolshaas’ tegnestue OMA, som i deres analyser så København som en by, der er velfungerende og let at aflæse, men også præget af tydelige opdelinger og forudsigelighed. Med BLOX udfordrer OMA denne bylogik.
Grunden er blevet kaldt en af de sværeste i København - ikke mindst pga. Ringvejen, som går tværs igennem BLOX - og netop denne kompleksitet er med til at forme bygningens udtryk og funktion.
Et åbent spørgsmål
What the BLOX rummer både kritik, reaktioner og tidligere, skrinlagte projektforslag, der viser, at BLOX ikke er et neutralt indgreb i byen, men en bygning, som påvirker hverdagen for dem, der færdes i og omkring den.
Udstillingen peger dermed på, at arkitektur formes i mødet med dem, der bruger og reagerer på den, ikke kun på tegnebordet. Derfor giver What the BLOX ingen endelige svar, men stiller spørgsmålet om, hvad der sker, når byen ikke forklarer sig selv.
Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center og støttet af Realdania, By & Havn, Studio Atlant og Arkitektens Forlag.
__
Fakta
Udstillingsperiode: 30. januar 2026 – 10. januar 2027
Udstillingsåbning:
Torsdag 29. januar 2026 kl. 17–21
I forbindelse med åbningen tændes tre lysværker fra Copenhagen Light Festival eksklusivt omkring BLOX – ved træbryggen, i DAC Passage og på Bryghuspladsen.
Podcast om BLOX-bygningen:
I anledning af DACs 40-års jubilæum og den nye udstilling What the BLOX inviterer Dansk Arkitektur Centers administrerende direktør, Kent Martinussen, lytterne med på en rundvisning i BLOX. I samtale med vært Michael Booth fortæller han historien om bygningens tilblivelse og de tanker, der har formet den. Episoden udkommer den 29. januar 2026 som en del af DAC’s internationale podcast Let’s Talk Architecture.
Åbningstider:
Dagligt kl. 10–18
Mandage og torsdage til kl. 21
Billetpris: 135 kr. for en voksen
Se mere på dac.dk